Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Gymnasium vil forfester til livs: Tjekker elevernes promille ved indgangen

Gymnasiet i Thisted vil tjekke elevernes promille, før de får lov at komme ind til introfesten.

Når elever på Thisted Gymnasium ankommer til introfesten på fredag bliver det i helt ædru tilstand.

Skolen har indført nul-tolerance overfor druk før festen begynder.

Thisted Gymnasium vil nemlig komme 'dødsdrukkulturen' til forfesterne til livs, fortæller skolens rektor, Søren Christensen.

- Jeg synes vi som offentlig institution er nødt til at være med til at nedbringe alkoholindtaget blandt unge. Det er ikke særligt fedt at få europæiske kollegaer på besøg, og de bliver så chokeret over vores alkoholkultur, og jeg krummer tæer over, at ølbong og drukspil stolt vises frem på sociale medier af eleverne, siger Søren Christensen. 

Sundhedsstyrelsens anbefaling

I forbindelse med skolestarten på landets gymnasier og erhvervsuddannelser modtog Søren Christensen og de andre rektorer et brev fra Sundhedsstyrelsen og gymnasieorganisationer.

I brevet skriver Sundhedsstyrelsen, at styrelsen i foråret 2022 har skærpet sine udmeldinger om unges indtag af alkohol. 

Det betyder blandt andet at Sundhedsstyrelsen nu helt fraråder børn under 18 at drikke alkohol.

En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at der i gennemsnit dør én ung om måneden i Danmark relateret til alkohol.

SUNDHEDSSTYRELSEN I SKRIFTELIG OPFORDRING TIL GYMNASIER

- Der er kommet mere viden om, hvordan alkohol skader hjernens udvikling, imens man er ung - blandt andet med hensyn til hukommelse, læring, planlægning, beslutninger, impulskontrol og sprog. Samtidig ved vi, at unge, der drikker store mængder alkohol på én gang, er i øget risiko for ulykker, vold og uønsket sex. En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at der i gennemsnit dør én ung om måneden i Danmark relateret til alkohol, skriver styrelsen i brevet.

Derfor opfordrer Danske Gymnasier, Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier og Sundhedsstyrelsen gymnasierne til at lave flere sociale arrangementer uden alkohol, og til kun at skænke drikkevarer med en alkoholprocent på højest 5 procent.

Det er de anbefalinger, som Thisted Gymnasium har tænkt sig at følge, fortæller rektor Søren Christensen.

- Det skal være trygt at være til fest på Thisted Gymnasium. Jeg kan godt forstå at unge har lyst til at drikke alkohol sammen, og det kan være nemmere at være social, hvis man har fået en lille smule alkohol, men vi skal kunne feste under gode, trygge rammer, forklarer han. 

Søren Christensen fortæller, at der er god dialog mellem skolen og eleverne og at ændre alkoholkulturen på Thisted Gymnasium til det bedre. Foto: Karl Erik Lørup / TV MIDTVEST

Puster før festen

Derfor skal alle elever være ædru, når de ankommer til skolens fest.

Er der mistanke om, at en elev er påvirket, skal vagten tjekke elvens promille med et alkometer.

Til introfesten på Thisted Gymnasium er alle skolens godt 500 elever inviteret, og rektoren håber, de fleste vil komme til festen - og også komme indenfor.

- Jeg håber, vi tager tre og ikke 50 i døren, som har drukket inden festen. 

Mange af vores 1.g'ere er ikke vant til druk, før de begynder på gymnasiet, og de skal have en god start på gymnasietiden uden at alkohol er dét, vi samles om.

SØREN CHRISTENSEN, REKTOR, THISTED GYMNASIUM

Og selvom flere af de unge er over 18 og ifølge rektor Søren Christensen er fornuftige unge mennesker, så mener han, at det er skolens pligt, at hjælpe de unge til en anden festkultur.

- Det er principielt ikke vores opgave, at sørge for at de ikke har drukket. Men jeg synes ikke, vi kan være bekendt, som offentlig institution, at understøtte en usund drukkultur. Det er også det offentlige, som skal betale regningen bagefter i vores sundhedssystem. Og jeg har én gang siddet hos forældre, som har mistet en søn i en trafikuheld på grund af spritkørsel. Det synes jeg ikke, vi kan være bekendt at understøtte, siger Søren Christensen. 

Flytter festen uden for skolen?

Store udendørs fester i Dyrehaven i København har i denne weekend skabt debat.

I kølvandet på sundhedsstyrelsens anbefalinger har flere gymnasier valgt at forbyde alkohol til skolens introfest.

Styrelsen anbefaler nemlig en periode, hvor alkohol forbydes på gymnasier.

- I tillæg hertil er det Sundhedsstyrelsens forslag at skolerne indfører en karensperiode for fester og arrangementer med alkohol, således at alle nye elever kan begynde på deres uddannelse og danne sociale relationer, uden at der er et pres for at drikke alkohol, og uden at det bliver alkoholen der bliver det samlende. En karensperiode kan gå fra skolestart til efterårsferie, står der i brevet.

Dén opfordring har mødt kritik fra organisationen Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. For et forbud mod alkohol vil kun få unge til at fravælge festerne på skolen og feste et andet sted, argumenterer organisationens forkvinde, Madeleine Steenberg Williams.

- Det betyder mere utrygge fester, end hvis det havde foregået på skolerne med alkohol. Det er ærgerligt, at skolen ikke faciliterer festen, siger Madeleine Steenberg Williams til TV 2.

Det kan jeg være bange for, men det er ikke gymnasiets rum, som vi har ansvaret for.

SØREN CHRISTENSEN, REKTOR, THISTED GYMNASIUM

Men unge i Thisted kommer formentlig ikke til at vælge gymnasiefesterne fra, mener rektor på Thisted Gymnasium, Søren Christensen.

- Jo, det kan jeg være bange for, men det er ikke gymnasiets rum, som vi har ansvaret for. Og vores fester er faktisk meget attraktive. Der er mange, også unge, som ikke går på skolen, som gerne vil med til festerne. Men jeg kan kun forholde mig til, hvilken fest, vi har på skolen, og her vil vi forsøge at vise de unge, at man kan have en god fest uden at være døddrukken, siger rektoren. 

En god fest uden alkohol

Derfor får eleverne til introfesten også mad inden festen starter, for ikke at drikke alkohol på tom mave. Og derudover serverer skolen kun alkohol med en lav alkoholprocent som for eksempel Breezers, forklarer rektoren.

- Hvis vi spoler tiden et par år tilbage, så var der nogen, der aldrig kom ind til festen, fordi de lå ude i hækken og havde drukket alt for meget. Vi vil gerne kunne have det sjovt på Thisted Gymnasium, men det er ikke sjovt, at rydde op efter bræk over det hele.

Derfor kommer skolen også til at satse på flere andre aktiviteter end druk til fremtiden fester, slår Søren Christensen fast.

- Vi vil gerne vise de unge, at man kan have det sjovt uden alkohol. Mange af vores 1.g'ere er ikke vant til druk, før de begynder på gymnasiet, og de skal have en god start på gymnasietiden uden at alkohol er dét, vi samles om. 


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.