Islandsk par slår sig ned på Hanstholm Havn og åbner frisør og café

Daoi Jonsson og Asta Sigurdardottir kommer oprindeligt fra Island, men nu har de åbnet en farverig forretning oven i al den maritime industri.

Hanstholm Havn bliver ofte forbundet med fisk, gaffeltrucks og mange industribygninger.

Men nu har Daoi Jonsson og Asta Sigurdardottir åbnet en forretning, hvor besøgende kan få en kop kaffe i en genbrugskop eller få klippet lokkerne i farverige omgivelser.

- Vi tænkte en form for et multihus med lokalerne - en café og frisør og et lille hjørne med musik, og så har vi et baglokale, som vi drømmer om at gøre til et yogastudie, siger Asta Sigurdardottir.

I halvandet år har Asta Sigurdardottir haft frisørsalonen Happy Curl i Vorupør, men nu er det altså holmboernes tur til at få studset lokkerne.

Da hun besluttede at flytte sin salon, havde hun en snak med sin mand om, at de også kunne åbne en café i samme lokale.

Snakken blev til virkelighed, og nu er café Zappa Zappa en del af deres forretning i Hanstholm.

Genbrug, genbrug og mere genbrug

Parret holder meget af at finde unikke ting og sager til deres café og salon.

- Vi er nogle rigtige genbrugs-mennesker. Alle møbler, vi har i caféen, er fra Røde Kors, siger Daoi Jonsson.

De seneste seks måneder har de samlet en masse genbrugssager, for at gøre stedet hyggeligt og indbydende, og faktisk har de ikke købt nogle nye ting til at etablere deres sted.

Salonen og caféen åbnede i påsken, men parret regner med at kunne slå dørene op til en stor åbningsfest i den første weekend i juni.


Seneste nyt

fra Nordjylland