Næssundfærgen bryder bølgerne igen: - Det er vidunderligt
Endelig er der vand under Næssundfærgen igen.
Næssundfærgen har i den grad manglet for de lokale, mens landet har været lukket ned. Heldigvis kan man nu igen tage færgen over Limfjorden.
Mandag var Næssundfærgen på farten igen for første gang i mere end to måneder. Så nu kan pendlere igen slå genvej over Limfjorden mellem Mors og Thy, når de skal på arbejde.
- Det er simpelthen så dejligt. Den første tur, vi havde over i morges, det var vidunderligt. Og folk strømmede til på begge sider. Det var skønt, siger Henrik Olsen, der er formand for Næssundfærgens Venner.
Færgen drives af den frivillige forening, Næssundfærgens Venner, og det var med stor begejstring, at vennerne kunne åbne overfarten igen mandag formiddag.
Vi er jo en udpræget sæsonvirksomhed, så det, at det lige ramte os her marts, april og maj, var ikke de værste måneder.
Henrik Olsen, formand, Næssundfærgens Venner
Måneder uden indtægter har gjort livet sværere for den lille færge, men heldigvis gik det ikke så galt, som det kunne have gjort.
- Hvis det var højsæson, så havde det gjort rigtig, rigtig ondt. Vi er jo en udpræget sæsonvirksomhed, så det, at det lige ramte os her marts, april og maj, var ikke de værste måneder, vi kunne blive ramt, siger Næssundfærgens Venners formand til TV MIDTVEST.
Nu skal sommeren afgøre, om Næssundfærgen kan indhente det forsømte, for starten på året har nemlig ikke givet anledning til at lægge til side.