Rasmus smadrede sin karriere med alkohol og kriminalitet: Sådan skal klaveret hjælpe ham tilbage
Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST
- Musikken er mit reb til en god fremtid, understreger Rasmus Søndergaard.
24-årige Rasmus Søndergaards musikkarriere endte med druk, kriminalitet og fængselsdom. Nu kæmper han for at vende tilbage til klaveret.
Det er så modsætningsfyldt, som det næsten kan blive.
Et flygel og en mand der spiller guddommeligt smukt - og et fængsel og den samme mand, der skal afsone to måneders straf for vold.
Manden er 24-årige Rasmus Søndergaard.
- Jeg røg i alkohol og endte i et hul. Til at starte med var det ikke så dybt, men uden at jeg vidste af det, var jeg lige pludseligt rimeligt langt nede og kunne ikke komme væk fra den løbebane. Det var ligesom at være et dådyr fanget af billygterne, fortæller Rasmus Søndergaard.
Han bor lige nu på et bosted i Thisted, der hjælper ham, når han har brug for det.
Pres førte til alkoholmisbrug
Rasmus Søndergaard er vokset op i en familie, hvor han har fået lov at udfolde og dyrke sit musikalske talent.
Som 20-årig var han en af landets yngste organister med fem kirker, og desuden ledede han fire kor.
Han havde høje ambitioner, og presset blev større og større.
- Jeg begyndte at drikke alt for meget og mistede mit arbejde. Og uden penge var det svært at få mad, bolig og bil. Til gengæld var det let at få de forkerte venner, forklarer Rasmus Søndergaard.
Han begyndte at stjæle først fra vejboder, så diesel og til sidst kom så dommen for vold.
- Det, jeg synes, er mest forfærdeligt, er, at jeg kunne komme så langt ud og gøre den slags ting uden at tænke over det, forklarer han.
Hjælp fra tidligere kriminel
På et tidspunkt var han kommet så langt ud, at han fik hjælp.
Hjælpen kom dog fra en lidt uventet kant - nemlig fra en tidligere relateret til det kriminelle miljø.
- Han tog fat i mig og sagde: 'Det her skal have en ende, Rasmus. Du skal stoppe lige nu og have dig en uddannelse og en familie'.
- Han hjalp mig hurtigt og effektivt, og nu sidder jeg her og er i gang med livet og spiller igen, siger han.
Rasmus Søndergaard har med egne ord været lidt for stolt til at tage imod hjælp, men det er vendt, og på bostedet er der hænder, der rækker ud.
- Vi har alle sammen prøvet at skulle over et stakit og haft brug for en hjælpende hånd. Det er sådan, jeg oplever det her på bostedet, og jeg er ved at lande rigtigt godt, fortæller han.
- Musikken er mit reb til en god fremtid
På Musikskolens flygel giver han en smagsprøve på sin store musikalitet blandt andet med en improvisation over sangen ”Jeg ved en lærkerede”. Netop den sang har givet ham det sidste spark tilbage til musikken.
- Jeg hørte den i radioen med DR's Pigekor, og det var helt fantastisk smukt og rørende. Sangen vækkede for alvor savnet efter den klassiske musik og det, jeg er født til. Det blev et nøgleskud til at tænke: Husk nu hvem du er, forklarer Rasmus Søndergaard og tilføjer:
- Musikken er mit reb til en god fremtid.
Rasmus Søndergaard er også halvvejs med at skrive en bog med titlen ”Virkelighedens jeg – det at være menneske”.
- Jeg vil gerne dele mine erfaringer og komme med råd til, hvordan man kommer ud af kriminelle handlinger, som man desværre kan ende i, forklarer han og tilføjer:
- Det er vigtigt at få sagt undskyld og slippe fortiden for at kunne komme videre med en ny fremtid.
Desuden er han også begyndt at holde foredrag om, hvordan han har vendt sin egen nedtur til optur og drømmer nu om, at musikken igen kan blive hele hans liv.