Seks års fængsel: Stak ekskæresten i brystet med kniv

Den 54-årige mand, der i sommer stak sin ekskæreste i brystet med en kniv, har i dag fået sin straf ved retten i Holstebro.

Seks år bag tremmer koster det den mand, der natten til den 29. juli overfaldt sin ekskæreste og tre gange stak hende i brystet med en kniv, inden han forsøgte at tage livet af sig selv. Overfaldet fandt sted på den 38-årige kvindes adresse ved Nørrebro i Nykøbing på Mors. 

TV MIDTVEST var til stede i retssalen, da dommen i dag blev afsagt. Den 54-årige mand udbad sig med det samme betænkningstid. Han har nu 14 dage til at beslutte, om han vil anke dommen.

Et vidne har tidligere fortalt til TV MIDTVEST, at den nu dømte mand midt om natten ankom til kvindens adresse med en kniv, og at han bl.a. råbte: »Jeg er kommet for at slå dig ihjel« til offeret, som han derefter stak i brystet tre gange.

Selv fortalte den 54-årige mand i det efterfølgende grundlovsforhør, at han ikke huskede noget fra episoden, men at kvinden kort forinden havde fundet sig en ny kæreste, og at han derfor følte sig alene i byen.

Den 38-årige kvinde slap efter flere operationer med livet i behold, men også gerningsmanden måtte indlægges på hospitalet. Efter det drabelig overfald stak han i bil, men politiet fandt ham siddende i den aflåste bil med kniven i hånden – klar til at begå selvmord.

- Han skærer sig også i halsen, og i det splitsekund, som man har at reagere i, bliver der skudt hul i ruden for at få ham ud af bilen. Derefter bliver han anholdt.

Sådan forklarede Hans Roost, der er politiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, i sommer til TV MIDTVEST. Manden blev efterfølgende kørt til Regionshospitalet i Viborg, hvor han blev opereret flere gange. 


Seneste nyt

fra Nordjylland