Skandaleramt branche fejrer hingstekåring: - Rekordmange deltagere viser, at vi stadig har opbakning
Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix / Redigering: Lærke Nord, TV MIDTVEST
Selvom branchen er i modvind, har rekordmange købt billet til årets hingstekåring. Direktør for Dansk Varmblod og mangeårig avler fra Mors tager temperaturen på sporten.
Ib Kirk er taget fra Mors til Herning med nogle af sine bedste heste.
Hingstekåringen er en tilbagevende begivenhed, som hesteavleren fra Mors selvfølgelig deltager i - og det har han gjort i de mere end 25 år, han har været i hestebranchen.
- Men det bliver anderledes i år, siger Ib Kirk.
I næsten en uge samles ridesportens aktører til hingstekåringen - og i år er det i kølvandet på en hel del negativ medieomtale af branchen.
I Skals spøger sagaen fra Viegårds Stutteri, hvor aktivister fra nær og fjern lavede demonstration på demonstration, indtil stutteriet i oktober sidste år gik konkurs.
I TV 2-dokumentaren 'Hestemilliardærens hemmeligheder' viste skjulte optagelser kritisable forhold på et af Danmarks største stutterier.
Skandalerne har sendt rystelser gennem branchen - helt op til årets hingstekåring, mener Casper Cassøe, der er direktør i Dansk Varmblod, som arrangerer hingstekåringen.
- De billeder, vi har set på TV, vil betyde ændringer. Der er ingen tvivl om, der er et andet syn på sporten efter det her, siger direktøren.
Det betyder også ændringer i Herning. Blandt andet har arrangørerne valgt at lukke for gæster i staldene for at give hestene ro.
Derudover indføres mere kontrol af hestene og flere delegerede, som skal rådgive rytterne i løbet af weekenden. Og så skal arrangementet videoovervåges, så der ikke er tvivl om, hvad der er foregået, hvis der senere skulle opstå kritik af behandlingen af hestene.
Det skal sikre, at alt foregår efter bogen, fortæller Casper Cassøe. Og så skal det også gøre rytterne rolige i, at de ikke udsættes for hetz.
- Det er både for dyrenes og for rytternes skyld, forsikrer direktøren.
Frygter aktivister og ubehagelig stemning
For avleren Ib Kirk er der flere ting i årets hingstekåring, som gør ham urolig.
Han er bange for, at de lukkede stalde kan sende et signal om, at der foregår fordækte ting bag de lukkede døre. Noget, han føler sig helt overbevidst om, ikke er tilfældet.
Generelt er han bekymret for den negative stemning, han oplever mod branchen.
- Der er nogle ting, som ikke er i orden, det vil jeg gerne vedstå, men det gør ikke, at hele branchen er dårlig og alt står slemt til. Der er ingen af os, der ønsker, at vores dyr ikke skal have det godt, slår Ib Kirk fast.
Med historier om demonstranter, vold og patruljerende dyreaktivister omkring det politianmeldte stutteri ved Skals, frygter han at modstanden mod branchen vil vise sig ved hingstekåringen:
- Jeg er spændt på, hvordan stemningen er, om alle går og skuler til alle, om der kommer aktivister ind og så videre. Men jeg gør akkurat, som jeg plejer, for ellers indikerer jeg også, at jeg før har gjort noget forkert, og det har jeg ikke, siger Ib Kirk.
Stadig opbakning
Avleren Ib Kirk fra Mors kalder branchen "blødende." Men det er få, brodne kar, som ødelægger omdømmet for en ellers god branche, mener han.
- Når jeg siger, jeg lever af heste, så bliver jeg ofte mødt med stor skepsis, siger Ib Kirk med opgivenhed i stemmen.
Han frygter, at den negative debat om hans fag, kan få store konsekvenser. Skrækscenariet er i hvert fald klart:
- Jeg tror ikke, det kommer til at ske, men der er kræfter, som ønsker, at ridesporten bliver forbudt. Men vi har redet på heste i over tusind år, og jeg tror aldrig, hestene har haft det bedre, end de har nu, siger Ib Kirk.
Men noget tyder på, at de kritiske røster ikke har stor indvirkning på hestesportens enorme appel.
Rigtig mange har i hvert fald valgt at købe billet til årets hingstekåring.
3000 flere har onsdag købt billet til weekenden, end tilfældet var sidste år på samme tid. 60.000 forventes at besøge arrangementet, som både rummer hingstekåring, ridekonkurrencer og messe.
Det er positivt for branchen - og overraskende, siger direktør Casper Cassøe.
- Det er et rekordsalg, og det viser, en enorm opbakning til, at folk vil gerne den her sport.
Han har været 14 år i Dansk Varmblod, men inden marts er ovre har han skiftet job til ét af de aktører i branchen, som har været allermest kritiseret: Andreas Helgstrands virksomhed, Global Equestrian Group.
Her vil han efter eget udsagn være med til at styrke og ændre branchen til det bedre.
- Jeg synes det er utroligt vigtigt, at branchen nu får ro på og får mulighed for at ændre sig. Vi har brug for at forbundene og de største stalde går forrest inden for hestevelfærd. Vi skal som de største altid gå forrest, og det skal jeg være med til at sikre. Den her branche er unik, og det er den for rigtig mange mennesker. Nu skal vi vise, at vi gør det, fordi vi kan lide vores heste, siger Casper Cassøe.