TV 2 Vejret varsler vindstød af orkanstyrke midt i juletrafikken

De seneste prognoser indikerer, at stormen kan blive endnu kraftigere end først antaget.

TV 2 Vejret varsler nu vindstød af orkanstyrke torsdag og fredag.

Varslet for orkanstød er gældende langs den jyske vestkyst i perioden torsdag klokken 15 til 24.

Derudover er der udsigt til vindstød af orkanstyrke i det sydlige Kattegat, Storebælt og Smålandsfarvandet samt ved Bornholm i perioden torsdag klokken 20 til fredag klokken 06.

Prognose for vinden torsdag aften.
Prognose for vinden torsdag aften.
Foto: TV 2 Vejret

Vinden begynder for alvor at tage til i løbet af torsdag formiddag, mens de først vindstød af stormstyrke ventes først på eftermiddagen.

Hele landet må dog forberede sig på et par meget blæsende døgn. I alle landsdele kan der således optræde vindstød af stormstyrke i tidsrummet torsdag formiddag til fredag aften.

Stormen rammer dermed ind i særdeles populære rejsedage op til julen.

Varsel for vindstød af orkanstyrke.
Varsel for vindstød af orkanstyrke.
Foto: TV 2 Vejret

Vejdirektoratet forventer, at der vil være flest biler på vejene fredag og lørdag, og Sund & Bælt forventer, at knap 40.000 biler vil passere Storebæltsbroen fredag.

Banedanmark har forud for stormen mobiliseret sit stormberedskab. Det fortæller Nicolai Smidt Sigsgaard, områdechef for Trafikstyring, i Banedanmark, til TV 2.

- Vi vil nok komme til at se både aflysninger og strækninger, hvor vi kommer helt til at stoppe for togtrafikken fra sent torsdag aften til tidlig fredag morgen, siger Nicolai Smidt Sigsgaard til TV 2 og tilføjer, at det ser værst ud ved den jyske vestkyst.

Du kan her læse mere om, hvordan trafikselskaberne forbereder sig på juletrafikken.

Vejdirektoratets gode råd:

  • Kør uden for de mest trafikerede tidsrum og sæt god tid af til din rejse.

  • Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på trafikinfo.dk.

  • Hold ekstra godt øje med vejrudsigten.

  • Kør efter forholdene, pas på farten og hold god afstand til de forankørende.

  • Hav tæpper, noget at drikke og eventuelt en skovl med i bilen.

  • Lyt til P4 Trafik under køreturen.

Kilde: Vejdirektoratet 

Høje vandstande

Som følge af den kraftige og langvarige vind fra nordvest er der udsigt til potentielt kritisk høj vandstand, der kan give oversvømmelser langs flere kystområder.

Særlig høj kan vandstanden blive i Kattegat og tilstødende fjorde og bælter. Det vil sige langs Nordfyns kyster, Storebælt, Smålandsfarvandet, Sejerøbugten, Roskilde Fjord, Isefjord og Øresund.

Prognoser viser, at vandstanden de fleste steder forventes at komme op mellem 130 og 160 centimeter over dagligt vande.

Følg med i TV 2s liveblog om vejret her.


Seneste nyt

fra Nordjylland