35-årig kræves idømt forvaring for vold og voldtægt
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
35-årig mand har ifølge anklageskriftet mod ham begået alvorlig kriminalitet i flere år.
Anklager går efter en forvaringsdom, når Retten i Aalborg torsdag indleder en retssag mod en 35-årig mand, der i flere år har boet på institution i Himmerland.
En af det danske retssystems strengeste straffe er i spil, når en 35-årig mand torsdag stilles for et nævningeting ved Retten i Aalborg tiltalt for et stort antal tilfælde af vold, trusler, hærværk, voldtægt, forsøg på voldtægt og blufærdighedskrænkelse.
Politiet møder nemlig i retten med et krav om, at manden skal idømmes forvaring.
Hvad er forvaring?
Forvaring er en tidsubestemt fængselsstraf.
Den dømte bevilges først udgang igen, hvis retten engang når frem til, at det igen skønnes at være forsvarligt at lukke den dømte ud i samfundet.
I Danmark bliver kun en håndfuld personer om året idømt forvaring.
Forvaring idømmes for alvorlig, personfarlig kriminalitet og seksualforbrydelser, hvor retten skønner, at personen vil være farlig for sine omgivelser på fri fod.
Smadrede institution for 100.000 kr.
Ifølge anklageskriftet er de fleste af de voldelige forhold foregået på en institution i det østlige Himmerland, hvor den 35-årige har opholdt sig.
Her er han tiltalt for i en række tilfælde i 2018 og 2019 at have begået vold mod andre beboere og ansatte på stedet.
Ved en episode i juni 2018 gik han ifølge politiets oplysninger også amok og smadrede døre, vinduer, møbler og andet inventar for op mod 100.000 kroner.
To sex-overgreb
Han er desuden tiltalt for to seksuelle overgreb, som ifølge anklageskriftet begge har fundet sted i år. Det første 3. april i Aalborg, hvor han ifølge politiet voldtog en kvinde, som på grund af beruselse og træthed ikke var i stand til at modsætte sig, at den 35-årige tiltvang sig samleje med hende.
Politiet mener desuden, at han 4. juli i Jernbanegade i Brande ligeledes forsøgte at voldtage en kvinde. Ifølge anklageskriftet greb han fat i kvinden, befølte hende og tvang hende ned på jorden. Længere kom han dog ikke, fordi et vidne så episoden og råbte op med det resultat, at manden opgav og flygtede.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan den 35-årige forholder sig til de omfattende anklager, der som sagt kan sende ham bag tremmer på ubestemt tid.