Integrationen blomstrer på landet

På en gård i Vesthimmerland lærer flygtningefamilier dansk i et såkaldt havefællesskab, og det er en stor succes, lyder det.

Flygtningefamilier fra Congo, Syrien, Eritrea og Iran har fundet sammen om havearbejde på en gård i Nørager i Vesthimmerland. Det er på Guldagergård, familierne går og hygger sig med havearbejde, som en del af 4Hs haveprojekt ”Fælleshaver i byen”. Hele projektet er til for at få de lokale tættere på hinanden ved sammen at gå i haven. Og på Guldagergård har de også fået fat i områdets lokale flygtninge, der gerne kommer forbi. På den måde kommer flygtningefamilierne og de lokale nordjyder mere sammen, og da det hele foregår på dansk, gavner det også integrationen, lyder det.

- Trods skybrud fredag så lykkedes det at få haverne til at se pæne ud. I løbet af eftermiddagen kom næsten 50 mennesker forbi og besøgte haverne, og de fik nogle gode snakke med vores medlemmer. Samtalerne foregik selvfølgelig på dansk, det er noget vi lægger stor vægt på her i haverne, og det var tydeligt, at det overraskede mange af gæsterne, som måske ikke er vant til at mødes med flygtninge, siger Henrik Bønlykke, formand for Guldagergård 4H.

Flygtningefamilierne som kommer i haven ikke har råd til ret meget, fortæller Henrik Bønlykke. Derfor er de glade for det fællesskab og samvær, som de får i forbindelse med havehyggen. Og de danske familier får også noget ud af samarbejdet på tværs af haven. For en del af formålet med at lave 4H haverne sammen med flygtningefamilierne er at lære dem om dansk kultur og foreningsliv.

Fælleshaven er en del af det landsdækkende haveprojekt ’Fælleshaver i byen’, som Nordea-fonden har støttet med 4,6 millioner kroner. Det har gjort det muligt for Guldagergård, at lave for eksempel en stor krydderurtebænk.

Næste gang haverne holder Åben Have bliver lørdag den 12. august 2017 klokken 14:00 til 17:00. Alle er velkommen, lyder det. 


Seneste nyt

fra Nordjylland