Lone Drejer Pedersen fra Skivum er yderst hjemmevant i en hestestald. Sådan har det altid været. Næsten da. 

For i en periode var det snarere frygt end glæde, der fyldte i tankerne, når hun stod overfor det store firbenede dyr. Det mærkede hun gentagne gange, når hun var med datteren på rideskole.

Årsagen til skiftet skyldes en meget alvorlig ulykke, der fuldstændig vendte om Lone Drejer Pedersens liv.

- Pludselig vender hesten rundt

Lones datter havde netop fået en ny hest, som Lone Drejer Pedersen beskriver som rolig og omgængelig. En formiddag tog hun ud i stalden for at fodre den, men med ét tog situationen en meget uventet drejning.

- Pludselig vender hesten rundt og sparker mig på låret og så lige op i panden.

Lone tog sig efter episoden til panden og kunne konstatere, at hun blødte voldsomt. På Aalborg Universitetshospital kunne man konstatere, at det voldsomme spark havde forårsaget et åbent kraniebrud, og Lone måtte have 15 sting ned over panden for at lukke det voldsomme sår.

- De var lidt bekymrede for, om jeg havde fået en hjernerystelse, men som jeg har sagt flere gange: Engang imellem er det godt at være lidt tykpandet.

I skudlinjen igen

Efter ulykken kom den utilregnelige hest tilbage til sin ejer - og selvom en ulykke som den Lone var udsat for, ville kunne sætte en skræk i livet på de fleste, var hun langt fra færdig med heste - til at starte med. Lones datter fik en ny hest, og ulykken blev hurtigt skubbet i baggrunden. Men som ugerne og månederne gik, kom den langsomt til overfladen igen.

- Andre mennesker begyndte at sige til mig, at jeg kunne være død af det her. Og det kom jeg nok til at tænke lidt mere over, end jeg egentlig havde gjort selv indtil da. Jeg synes jo ikke det var så voldsomt - jeg havde det jo godt.

- Men så gik der 3-4 måneder, og så kunne jeg godt mærke, at når jeg var med min datter på rideskolen, at jeg blev mere og mere nervøs. Og jeg kan huske engang, hvor vi skulle forbi en rigtig stor hest, og jeg kom ind bagfra og skulle op på siden af den og forbi. Det havde jeg det ikke godt med. Så ville jeg jo stå lige der bagved og være i skudlinjen igen. 

Pony blev til et æsel sammen med Lone

Lones datters nye hest - en hvid pony - var fra dag et god og omgængelig - når den var sammen med Lones datter.

- Men når jeg trådte ind ad døren, så ville den ikke med ud. Min datter kunne bare gå ind i hegnet og hente den, men det kunne jeg ikke. Så blev den som et æsel og stod bare der og ville ikke noget, fortæller Lone.

- Jeg tænkte: Nu bliver den her hest også mærkelig - for det var i hvert fald ikke mig, der var noget galt med.

Men det var det, fandt Lone langsomt ud af. Da Lone efter ulykken, og efter at hendes usikkerhed omkring heste er begyndt at vise sig, kommer i kontakt med en person, der beskæftiger sig med den alternative behandlingsform dyretelepati, begynder flere og flere ting at falde på plads. Og hun begynder selv at tage kurser i den alternative behandlingsform.

- Inderst inde vidste jeg godt, at det ikke var hesten, den var gal med, fortæller Lone.

 - Jeg har altid arbejdet med heste og altid godt kunnet lide det. Og pludselig kunne jeg ikke det, jeg gerne ville, fordi jeg var bange indeni. Og selvom man godt kan stå og se ud som om, man er rolig, mens der er kaos indeni... Du kan ikke snyde hesten. Den mærker alt, hvad du kommer med.

Alternativ behandling bliver en levevej

I dag er hestehealing og dyretelepati blevet en deltidsbeskæftigelse for Lone Drejer Pedersen, som dog stadig har et job i en butik i Løgstør, hvor hun sælger dametøj. Men det er dyrene, der trækker. Og hjemme i Skivum hvor Lones mand Preben har solgt sine køer, har Lone planer om at lave hestestald og indendørs ridebane.

Preben har ikke helt købt ind på effekten af hestehealing og dyretelepati - endnu. Men det er nu heller ikke så afgørende.

- Bare det at han respekterer det, jeg laver. Så behøves han ikke forstå det, lyder det fra Lone, der er blevet mødt af både skepsis og latterliggørelse.

- Der er også nogen af vores venner, der har gjort temmelig meget grin med mig, men det tager jeg med oprejst pande. Jeg ved, at det virker. Jeg behøves ikke overbevise nogen.

Og Preben kan da også, selvom han har svært ved at forstå det hele, se, at der sker noget, når Lone lægger sine hænder på dyrene.

- Jeg har ikke helt forstået princippet i det endnu. Hun kan bare få et billede og sidde og slappe af i stolen, og så har hun healet. Men det er fantastisk, og det ser ud til, at det virker, lyder det fra Preben.

Når Lone enten lægger sine hænder på en hest, kan hun mærke, hvordan hesten har det. Den taler nærmest til hende.

- Jeg kan godt forstå, at folk ikke forstår det. Men jeg tror, det er fordi, jeg har fået forfinet min følesans. Jeg kan godt forstå at for dem, der ikke selv kan mærke noget, virker det underligt. Og før jeg selv startede på det her, tænkte jeg det også selv. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at der sker noget.