Muslingefestival er også for dem, der hader muslinger
Selvom man ikke bryder sig om muslinger, er der masser komme for på dette års festival
Der er mere end bare muslinger på menuen til dette års udgave af Muslingefestivalen i Løgstør.
Man skulle tro, at det udelukkende ville være folk med en forkærlighed for muslinger, der fandt vej til Løgstør til den årlige Muslingefestival.
Men sådan forholder det sig ikke helt. Fredag stødte TV2 Nord nemlig på ikke så få deltagere i Muslingefestivalen, som helst vil spise alt muligt andet end lige netop muslinger. Derfor er alternativer som hotdogs, burgere og asiatisk mad populært hos de besøgende.
En af dem er Morten Haagh, der bor i Løgstør.
- Det er ikke lige min kop te, det må jeg ærligt indrømme, siger Morten Haagh, der i stedet går efter mad med nudler og karry på festivalpladsen.
Kommer for havnemiljøet
Morten Haagh er langt fra den eneste festivalgæst i Løgstør, der har det på den måde. Birgit og Jørgen Toft fra København vil også helst springe muslingerne over.
- Det er ikke det, jeg sådan... Det ungår jeg helst. Jeg ved ikke hvorfor, siger Birgit Toft, der i stedet nyder en god pølse med brød fra et lokalt pølseri.
De to er ikke kommet til Løgstør for muslingerne, men derimod for miljøet på havnen.
- Der havde jeg ligesom fået at vide, at Løgstør havde et rigtigt godt havnemiljø. Vi var slet ikke klar over, der var muslingefestival, siger Jørgen Toft.
Noget for enhver
Til dette års festival har arrangørerne derfor stablet endnu flere arrangementer på benene for dem, der ikke lige er til muslinger, men som har fundet vej til madfestivalen alligevel.
Der er gøglere og guider til børnene og flere end 70 boder at gå på opdagelse i.
Fredag aften bød programmet nu alligevel på den traditionelle muslinge-buffet, hvor man for 20 kroner kunne få så mange muslinger, man overhovedet kunne spise. I alt var et ton muslinger gjort klar til buffeten.