Seneste nyt

fra Nordjylland

Tip fra tysk politi ledte til overraskende fund via GPS

Et samarbejde mellem tysk og nordjysk politi bar i løbet af lørdagen frugt. De tyske kollegaer kunne se, at en gravemaskine, der var meldt stjålet, havde en noget mærkværdig placering.

Gravemaskinens GPS viste nemlig, at den befandt sig på Gatten Møllevej ved Vildsted. Allerede klokken 14 var politiet fremme på adressen, og her fandt de ikke kun den tyske gravemaskine, men også to formodede gerningsmænd.

De to sigtede mænd, på henholdsvis 28 og 38 år, havde dog meget mere på sig end gravemaskinen.

De to mænd har angiveligt stjålet flere forskellige værktøjer, heriblandt borehamre, betonsave, kompressorer og måleudstyr. Samtidig havde de også en maskine til hulmursisolering, som også var efterlyst i Tyskland.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvorvidt de stjålne materialer stammer fra et eller flere indbrud. 

Alle materialerne er sendt ind til undersøgelse, og de to mænd, som begge kommer fra Nordjylland, er sigtet for tyveri.