Unge mænd overfaldt hærværksoffer til byfest

To unge mænd overfaldt fredag aften en 20-årig mand, som tidligere har vidnet mod dem i retten.

En 20-årig mand blev fredag aften klokken 21.50 overfaldet af to unge mænd fra Aars, som han tidligere har vidnet mod i retten i forbindelse med en hærværkssag. Episoden fandt sted ved byfesten i Farsø.

Den 20-årige mand mødte de to mænd fra Aars, som er henholdsvis 17 og 21 år, til byfesten. Her truede mændene først den 20-årige og senere overfaldt de ham med slag og spark.

De to mænd har tidligere mødt den 20-årige i retten. Her vidnede han imod dem i forbindelse med en sag om hærværk mod den 20-åriges bil. Politiet mener, at fredagens overfald kan relateres til mændenes tidligere møde i retten, oplyser vagtchef Per Vagn Nielsen fra Nordjyllands Politi.

Vagtchefen oplyser, at de to mænd fra Aars formentlig vil blive fremstillet i grundlovsforhør for vold og trusler mod vidner.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland