300 elever undervises i digital handel: - Digital handel vil kun blive større i fremtiden

Siden 2014 er antallet af onlinehandler mere end fordoblet. En udvikling, som corona kun har gjort stærkere.

Hvad end det er en ny telefon, en skjorte til næste fest eller bare ingredienserne til ugens aftensmad, så foregår danskernes handel i stadig større grad online. 

Allerede inden corona ramte verden og lukkede ned for mange fysiske handlemuligheder, var der gang i nethandlen.

Ifølge tal fra Dansk Erhverv var der i 2014 127 millioner e-handler i Danmark, mens det tal steg til 276 millioner i 2021. Det er en stigning på 117 procent.

En af fremtidens digitale købmænd er Rikke Overgaard Pedersen. Hun går på Aalborg Handelsskole, hvor hun tager Erhvervsfaglig Studentereksamen. Her er der i denne uge særligt fokus på onlinehandlen. 

- Vi ved alle godt, hvad det vil sige at handle online, men nu får vi en bredere forståelse, og det er spændende, siger Rikke Overgaard Pedersen. 

Undervisningen handler blandt andet om, hvordan man tiltrækker flere kunder.

- Vi har lært rigtig meget om selve kunderejsen. Altså hvad der sker, fra en kunde er blevet interesseret i et produkt, til at det er blevet købt af kunden, siger Rikke Overgaard Pedersen.

quote Digital handel vil kun blive større i fremtiden

Rikke Christoffersen, direktør, Aalborg Handelsskole

Stærke digitale kompetencer er eftertragtet

En af Rikke Overgaard Pedersens klassekammerater er Søren Fonsgart. 

Han glæder sig over, at Aalborg Handelsskole holder sig opdateret på fremtidens arbejdsmarked.

- De nye kurser giver et bedre billede af, hvad vi har af muligheder, når vi er færdige med uddannelsen, siger han.

Og det er netop i forsøget på at holde de studerende opdateret med den nyeste viden, at Aalborg Handelsskole har fokus på e-handel i denne uge.

- Vi skal sikre, at de elever, vi sender ud på arbejdsmarkedet, har de rigtige kompetencer. Og vi kender jo allesammen, at vi køber rigtig meget på nettet efterhånden, så derfor er det naturligvis en rigtig vigtig kompetence, siger Rikke Christoffersen. Hun er direktør på Aalborg Handelsskole.

Hun fortæller, der ligger et stort potentiale i de unge mennesker, fordi de er digitalt indfødte. 

- De skal ud og bruge de egenskaber, de har lært, fordi vi forventer, at digital handel kun vil blive større i fremtiden, siger Rikke Christoffersen.

Corona ændrer handlemønstre

At fremtiden er lys for onlinehandel er tydeligt for virksomheden EXAKT i Nørresundby. Her sælger man blandt andet undervisningsmaterialer til folkeskoler. Og mange af dem bliver udelukkende solgt i PDF-format. 

- I forbindelse med coronanedlukningen har mange ændret handlemønstre fra at gå i butikken til at handle online. Og det tror vi, flere tager med sig, når de tager på arbejde, siger Morten Jørgensen, direktør hos EXAKT.

Selvom man ting er anderledes, når man handler online, så er kernen i følge Morten Jørgensen stadig, at kunden får en god oplevelse. 

- Vi har sat det mål for os selv, at lige meget hvordan man kontakter os, så skal kundens oplevelse være lige så god. Så hvis det er nemmere for kunderne at købe online, skal de ikke miste service af den grund, slutter Morten Jørgensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland