37-årig varetægtsfængslet – kørte med vilje bil med unge af vejen
Foto: Jan Pedersen
Alle de fire unge mænd blev transporteret til Sygehus Syd.
En 37-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger for at have bragt andres liv i fare.
Det var ikke et uheld der var skyld i, at en bil med fire unge mænd natten til onsdag kørte galt og ramte et træ.
Ved et grundlovsforhør onsdag er en 37-årig mand blevet varetægstfængslet i fire uger for med vilje at have kørt en bil af vejen med fire unge mænd i.
Det skriver Nordjyske anklagere på Twitter.
Bilen med de fire unge mænd i ramte et træ og kørte efterfølgende ind i en have, hvor den havnede på siden. En 20-årig mand blev i forbindelse med ulykken slynget ud af bilen, og han er nu indlagt på Aalborg Universitetshospital, hvor han er blevet lagt i kunstigt koma.
Nordjyske anklagere skriver på Twitter, at den 37-årige mand er sigtet for at have bragt andre menneskers liv i fare ved med vilje at have kørt en bil af vejen.
Den 37-årige mand har kæret fængslingen.
De tre andre unge mænd i den bil, som forulykkede, er også kørt til Aalborg Universitetshospital, hvor de bliver undersøgt og behandlet for mindre skader.
De pårørende til de fire unge mænd er blevet underrettet.