Aalborg midtby dumper affaldssortering

Kun hver 10. sorterer sit affald i midten af Aalborg. Det er markant mindre end i resten af kommunen.

Knap halvdelen af Aalborg Kommunes borgere bor i midtbyen. Derfor burde de også sortere omkring halvdelen af plast- og metalaffaldet i kommunen, men det sker ikke. 

Midtbyen har kun været i stand til at sortere mellem 10 og 15 procent af hele den mængde, som renovationsfolkene henter hver måned.

- Vi må indrømme, at det halter lidt i midtbyen. Det vi kan se på de ret store mængder affald, der kan genanvendes, at det nok er de få, der ødelægger det for de mange, siger driftleder ved Aalborg Renovation Birgitte Kring Frederiksen. 

Faktisk står det så slemt til, at 60-70 procent af midtbyens affald kunne genanvendes, hvis det ikke var blevet ødelagt i sådan en grad, at renovationsfolkene er nødt til at brænde det hele som ganske almindelig dagrenovation.

Men borgerne vil gerne sortere - hvis ellers det var nemmere. 

- I og med at jeg bor helt oppe i toppen af bygningen i en lille studielejlighed, har jeg ikke pladsen til at sortere mit affald, Men hvis der var plads og for eksempel flaskecontainere i nærheden, ville jeg sortere mere, siger Steffen Bendtsen, der bor i Aalborgs midtby. 

Aalborg Kommune  går nu direkte til boligforeningerne og de private ejere af boligblokkene for at få en bedre sortering i midtbyen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland