Aalborg Pirates fyrer cheftræner

Jason Morgan er fortid i Aalborg Pirates. Fyringen kommer efter en periode med 11 nederlag ud af 17 mulige.

De isglade pirater har i dag sagt farvel til cheftræner Jason Morgan.

Canadieren efterlader Aalborg på en fjerdeplads i Metalligaen, og fyringen kommer efter en periode med 11 nederlag ud af 17 mulige.

Det er blandt andet blevet til et farvel i pokalsemifinalen.

Administrerende direktør i Aalborg Pirates, Thomas Bjuring, skriver i en pressemeddelelse, at den sportslige sektor har arbejdet intenst på forbedringer, og nu må vi desværre konstatere, at det ikke er lykkedes, at bryde den formnedgang vi har set over den sidste periode.

Det bliver den nuværende assistenttræner Garth Murray, der overtager roret i klubben. 

-  Garth har et godt tag i truppen og har været med omkring holdet i mesterskabssæsonen og indeværende sæson.  Ronny Larsen fortsætter i sin nuværende rolle som assistenttræner og sportschef, og sammen vil de gøre alt for at lykkes med at komme tilbage på rette kurs og få holdet til at sprudle igen.  For at styrke det sportslige setup tiltræder 1. divisionstræner Kasper Knudsen i funktioner omkring holdet i den resterende del af sæsonen, ligesom der arbejdes med tilførsel af yderligere kompetencer, skriver Thomas Bjuring yderligere.

Den administrerende direktør fremhæver desuden, at potentialet i truppen ikke har ændret sig.

- Vi besidder stadig en af de bedste trupper i landet, og ambitionen er at forsvare vores mesterskab, udtaler Thomas Bjuring.

Aalborg Pirates har lige nu 59 point for 35 kampe.

Næste gang de skal på isen er næste tirsdag, hvor man hjemme tager imod Herning Blue Fox.


Seneste nyt

fra Nordjylland