Aalborg Universitet beder studerende genoverveje udlandsophold

Det er blandt andet ting som forsikringer og situationen i de pågældende lande, de studerende bør overveje.

Coronapandemien gør det svært at rejse ud af landet. Det gælder også for studerende, der som led i deres uddannelse, har planer om at læse et semester uden for landets grænser.

Udenrigsministeriet fraråder rejser til hele verden – foreløbigt frem til den 7. februar. Den anbefaling lægger Aalborg Universitet sig op af, når det gælder studerende, der har planer om et udvekslingsophold.

- Vi anbefaler det samme. Vi har sat en masse ting op, som vi beder de studerende overveje, inden de beslutter sig for at rejse ud eller ej, siger Birgitta Schiørring Madsen, der er chef for Internationalt Kontor på Aalborg Universitet.

Nogle af de ting, som de studerende opfordres til at tænke over er, om de overhovedet kan komme ind i landet. Derudover bør de kigge på, hvordan sundhedssystemet i det pågældende land håndterer kampen mod coronavirus. Og så er der spørgsmålet om forsikring.

- Det er jo ikke alle forsikringer, der er opdateret i forhold til de nuværende forhold i verden. Så man kan jo være uheldig at komme i en situation, hvor man gerne vil hjem, hvor det ikke er sikkert, at forsikringen kan dække det, siger Birgitta Schiørring Madsen.

I Danmark er universiteterne lukket ned. Det betyder, at de studerende modtager onlineundervisning, ligesom også eksamener skal klares over videomøder. Det risikerer de studerende også at løbe ind i, hvis de vælger at læse et semester i udlandet.

- De skal jo være opmærksomme på, at det ophold, de kommer ud til, ikke er som under normale omstændigheder. Der kan være meget, der er lukket ned. Der kan være onlineundervisning i stedet for fysisk fremmøde, siger Birgitta Schiørring Madsen.

Lige nu er der 56 studerende, som stadig overvejer, om de skal bruge deres forårssemester i udlandet, men Birgitta Schiørring Madsen understreger, at tallet ændrer sig fra time til time og at nogle af de studerende først har semestestart til marts, hvorfor det er naturligt, at de ikke har besluttet sig endnu.


Seneste nyt

fra Nordjylland