Diskussion om nyt trinbræt lever stadig: - Ny analyse er ikke nok til en beslutning

Den gamle diskussion lever stadig: Skal der være et trinbræt mellem Lindholm og Brønderslev? Nu er der igen lavet en analyse af fordele og ulemper, men den er ifølge NT's bestyrelsesformand ikke nok til en beslutning.

I snart ti år har det været til diskussion, om toget mellem Brønderslev og Lindholm skal have et stop undervejs i enten Vestbjerg, Sulsted eller Tylstrup, og det tyder ikke på, at der kommer en ende på diskussionen foreløbigt. 

Konsulentfirmaet COWI har ellers på opfordring fra Aalborg Kommune udarbejdet en analyse af mulighederne for en ny station, men den er ifølge Søren Kusk (S), der er formand for bestyrelsen i Nordjyllands Trafikselskab, ikke nok til at afgøre sagen.

- Jeg synes ikke, man kan tage en beslutning ud fra det, der er fremlagt her. Der er brug for, at man ser på andre løsninger, siger Søren Kusk, som også er medlem af byrådet i Aalborg Kommune.

quote Den her diskussion er stadig meget åben

Søren Kusk (S), bestyrelsesformand, NT

Nulsumsspil

For Søren Kusk er der tale om en svær afvejning. Med lokale og kommunale briller vil det være godt med et trinbræt, fordi borgerne i de tre oplandsbyer får bedre kollektiv trafik.

Men samlet set vil passagererne på resten af strækningen få forlænget rejsetiden med fem til seks minutter.

Ifølge analysen vil den længere transporttid betyde, at flere passagerer vil fravælge toget - faktisk så mange, at der ikke er tale om en gevinst.

Hvis trinbrættet bliver placeret i Sulsted eller Tylstrup forventes et potentiale på 100 til 150 rejser om dagen, mens Vestbjerg har et potentiale på 200 til 250 rejser. Til gengæld forventes den ekstra rejsetid at koste 200 til 250 rejser per dag. 

Ydermere kan trinbrættet betyde flere skift og dårligere sammenhængende kollektiv trafik, og det kan koste yderligere rejsende. Ifølge tallene vil der altså i bedste fald være tale om et nulsumsspil.

Analysen underbygger dermed en tidligere udarbejdet analyse.

Støtte fra Aalborg Kommune

Som udgangspunkt ønsker Søren Kusk, at så mange som muligt bruger den offentlige transport. Derfor mener han, at der kan være andre muligheder, som skal undersøges.

- Det er en svær sag at drøfte, fordi der ikke er en konklusion på undersøgelsen. Det er ikke fyldestgørende nok til en beslutning.

Trinbrættet har ellers fået stor opbakning fra Aalborg Kommune, hvor Søren Kusk sidder i byrådet, som har afsat 15 millioner kroner til at medfinansiere det.

- Den her diskussion er stadig meget åben, siger Søren Kusk.


Seneste nyt

fra Nordjylland