Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flere tog var gabende tomme, da TV2 Nord lavede stikprøve på ny strækning

Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord

En stikprøve viser, at togene mellem Lindholm Station og Aalborg Lufthavn i gennemsnit kører med 1,6 passagerer. Mange af togvognene er helt tomme.

Der er god plads i toget, når Mathias Poulsen kører med DSB fra Kalundborg til den nye station i Aalborg Lufthavn. Mathias skal egentligt slet ikke ud at flyve. Han tager bare toget til Aalborg Lufthavn, fordi det er det nemmeste, når han skal besøge sin far i Biersted.

- Jeg synes egentlig, at det er smart nok med en station i lufthavnen. Både for dem, der kommer fra lufthavnen, men også dem, der bor i nærheden, siger Mathias Poulsen.

Se indslaget om de manglende passagerer her.

DSB kan ikke oplyse hvor mange, der bruger den nye bane mellem Lindholm Station og Aalborg Lufthavn, der har kostet 300 millioner kroner. TV2 Nord har derfor selv lavet en stikprøve. Hele døgnet tirsdag den 30. november satte vi os for at tælle alle passager, der var med togene til og fra Aalborg Lufthavn.

Allerede inden den tre kilometer lange stikbane fra Lindholm Station til lufthavnen blev vedtaget i 2016 viste analyser fra BaneDanmark og flere trafikforskere, at banen er en dårlig samfundsøkonomisk investering, fordi man forventer, at meget få vil bruge den. 

De 300 millioner kroner kunne være brugt til meget bedre ting i det danske samfund

Anker Lohmann-Hansen, trafikforsker

Trafikforsker og lektor emeritus fra Aalborg Universitet, Anker Lohmann-Hansen, var en af dem, der kritiserede banen. Den kritik holder han fast ved i dag.

- De 300 millioner kroner kunne være brugt til meget bedre ting i det danske samfund, hvor det ville have givet en større nytteeffekt, siger Anker Lohmann- Hansen.

Jernbanen mellem Lindholm Station og Aalborg Lufthavn har et års fødselsdag 13. december.

Ifølge trafikforskeren hænger økonomien på banen slet ikke sammen for DSB, som kører ruten.

- DSB bruger i øjeblikket mellem 15 og 20 millioner kroner om året på at køre den strækning. Billetindtægten kan jo slet ikke finansiere den drift, som DSB har på banestrækningen, siger Anker Lohmann-Hansen.

Nordjysk minister har kæmpet for banen i årevis

At banen overhovedet er blevet til noget, er ikke mindst Fødevareminister Rasmus Prehns (S) fortjeneste. Han har i årevis kæmpet for banen, men i dag vil han ikke stille op til et interview om den. 

Rasmus Prehn har tidligere udtrykt store forventninger til strækningen. Her er han til venstre ved første spadestik, der blev fejret med bobler. Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord

I 2007 var han dog overbevist om, at mange ville bruge en fremtidig bane til lufthavnen dagligt.

- Det er jo til at starte med, at der er et passagergrundlag på 1000. Efterhånden som nærbanen kommer i gang med at blive en succes, så vil der være flere og flere, der benytter den, sagde Rasmus Prehn til TV2 Nord i 2007.

58 passagerer på et døgn

TV2 Nords passagertælling begynder ved den første togankomst i Aalborg Lufthavn klokken 05.11. Her er der en passager med. I døgnet den 30. november kører der 36 tog til og fra Aalborg Lufthavn. Sammenlagt var der 58 passagerer med. I gennemsnit 1,6 passager med hvert tog. 

I 13 af togene er der ingen passagerer med overhovedet. Lufthavnens formand, Thomas Kastrup-Larsen (S), erkender at passagertallene er lave.

- Det er lavt, men jeg tror også, at det er resultatet af, at det har været et covid-19 år, hvor lufthavnen har været kørt ned på et lavere niveau, og nu er på vej op i fart igen. Man har ikke gjort ret meget ud af at markedsføre jernbanen, så jeg tror på, at det kan blive til mange flere passagerer i fremtiden, siget han.

Flytrafikken i Aalborg Lufthavn er nu oppe på 90 procent af det, den var før corona.

Svært at konkurrere med gratis parkering

Anker Lohmann-Hansen tror ikke på, at banen bliver en succes – heller ikke på sigt. Han peger på, at mange under coronaen er skiftet fra offentlig transport til egen bil, og så har togbanen ud til lufthavnen en stor konkurrent – den gratis parkering i lufthavnen.

- Så længe der er gratis parkering i Aalborg Lufthavn, så forbliver passagertallene med toget lave, siger Anker Lohmann-Hansen.

I Aalborg Lufthavn har de ingen planer om at lave om på den gratis parkering, som er deres helt store brand. Til trods for analysen fra BaneDanmark og de lave passagertal, så tror lufthavnsdirektøren stadig på, at banen bliver en succes, og at den kan trække kunder til fra Aarhus-området. 

Så længe der er gratis parkering i Aalborg Lufthavn, så forbliver passagertallene med toget lave.

Anker Lohmann-Hansen, trafikforsker

Lige nu er der kun afgang en gang i timen fra lufthavnen, og dermed kan det være svært at finde et tog, der passer til en flyafgang. Når banen på et tidspunkt får halvtimesdrift, tror lufthavnsdirektøren, at passagertallene vil blive væsentligt højere.

- Jeg kender ikke en lufthavn i verden, der har en togbane, der går til lufthavnen, som ikke har haft succes. Vi kommer sikkert også til at se et mønster, hvor folk kommer til at parkere herude, og så tage toget indtil byen, siger Niels Hemmingsen, der er direktør i Aalborg Lufthavn.


Drama indtil allersidste minut: - Det var en vild kamp

Foto: Claus Fisker (Scanpix)

Igen blev en 18-årige AaB-midtbanekomet redningsmanden for det nordjyske hold.

AaB kom fredag aften til Vejle for at vinde mod 3F Superligaens bundprop, der ikke har fået et eneste point i de første 10 spillerunder.

Men sådan gik det ikke.

Efter 50 minutter stod der nemlig 2-0 til Vejle, og forhåbningerne om den første sejr i 11 kampe kunne høres i hele trekantsområdet.

Men to AaB-mål i anden halvleg af Oliver Ross og den unge Mads Bomholt sikrede ét point til aalborgenserne, der store perioder var det bedste hold på banen.

- Det var ikke det, vi kom for. Det var at vinde. Men når man er bagud 2 -0 og kommer tilbage, synes jeg egentlig, at man kan stå med en okay følelse efter kampen, siger Oliver Ross til TV2 Nord.

Mogens Jørgensen

Journalist

Lynanalyse

AaB har kun at takke sig selv for, at det kun blev til et point mod det absolutte dårligste hold i 3F Superligaen.

Det uafgjorte resultat kan man så takke unge Mads Bomholt for, da han scorede et næsten identisk mål, som da han sikrede AaB en 2-1-sejr mod Lyngby for tre kampe siden. I aften kom han på banen i anden halvleg og udlignede Vejles føring til slutresultatet 2-2.

Og AaB kan også takke målmand Vincent Muller for en fantomredning i overtiden. Ellers havde Vejle løbet med alle tre point.

Men AaB kan ikke takke hinanden for, de ikke fik scoret på alle de store chancer, de havde i første halvleg. Her kunne AaB have punkteret kampen fuldstændig, men de store chancer blev misbrugt. Nu må man “nøjes “ med ét point.

Kampen i Vejle bar præg af, at begge hold gik efter tre point. Det skabte masser målchancer, masser af tekniske fejl og et kaotisk spil, der konstant bølgede frem og tilbage.

Det har næppe været mange rolige øjeblikke for de to cheftrænere.

- Det var en vild kamp, synes jeg. Der skete mange ting hele tiden, siger Oliver Ross.

Ung midtbane-komet gør det igen

Mads Bomholt fik igen en hovedrolle, da han blev indskiftet i anden halvleg.

Den 18-årige AaB-midtbanemand scorede nemlig det afgørende mål med 10 minutter tilbage af kampen. Med et velplaceret skud uden for feltet, lavede han nærmest en kopi af det sejrsmål, han scorede mod Lyngby for et par uger siden.

Du kommer ind og så afgør det hele?

- Ja, det gør jeg. Jeg får lavet et rigtig, rigtig vigtigt mål, som sætter os lidt i gang, og så presser vi egentlig på til det tredje mål, siger Mads Bomholt til TV2 Nord.

Men det var faktisk Vejle, der var tættest på sejrsmålet. I tråd med kampens generelle kaos fik Vejle prikket bolden ind over målstregen efter et hjørnespark. Men målet blev underkendt for en snæver offside dybt inde i overtiden.

AaB kommer op på 13 point og hopper op på 8. pladsen, inden resten af Superliga-holdene skal spille i weekenden.


Frederik håber på handling efter rystende rapport

Limfjorden og Mariager Fjord er nogle af de områder, der er hårdest ramt af iltsvind, viser en ny rapport. Iltsvindet er på det højeste niveau i 22 år, og der er brug for at handle hurtigt, mener lystfisker Frederik Frederiksen, som ofte forsøger at fange fisk i Limfjorden.


Professor om hemmeligt notat: Alle advarselslamper blinkede rødt

Økonomien var så dårlig på Frederikshavn Havn, at alle advarselslamper lyste konstant rødt allerede tilbage i starten af 2022. Det fastslår professor i økonomi ved Aalborg Universitet Niels Dechow.

Der er behov for likviditet her og nu til Frederikshavn Havn. Det fastslår et notat fra januar 2022. Et notat som Frederikshavn Kommune selv har udarbejdet på baggrund af tal fra havnen.

Professor i økonomi Niels Dechow har gennem længere tid fulgt sagen om den omstridte havn, der i foråret mistede sin selvstændige status som kommunal selvstyrehavn på grund af økonomisk kollaps.

I maj måtte Frederikshavn Kommune overtage Frederikshavn Havn og samtidig en gæld på 1,7 milliarder kroner.

Det undrer økonomiprofessoren, at det tilsyneladende kom som en overraskelse, at økonomien ikke hang sammen, for allerede tilbage i januar 2022 så det dårligt ud – ligesom prognoserne heller ikke var optimistiske.

- Det er utvetydeligt klart, at der skal ske noget, der skal en forandring til, siger Niels Dechow på baggrund af at have læst kommunens eget notat om såvel drift som likviditet på Frederikshavn Havn.

Notat Frederikshavn Havn

Omsætningen er for lav

Kommunens egen vurdering var allerede på det tidspunkt, at omsætningen ganske enkelt er for lav i forhold til renter og afdrag på havnens gæld, som på daværende tidspunkt er på 1,5 milliard kroner.

- Man skal være forholdsvis ubehændig med tal for ikke at se, at der er et problem, fastslår Niels Dechow.

 Han bemærker sig især to problemstillinger, nemlig det at havnen har store lån og lille omsætning.

- Når omsætningen er for lille i forhold til den afdragsbyrde, der er, kan det ikke gå videre på lang sigt, siger han.

 I følge økonomiprofessorer så blinker alle advarselslamper allerede i begyndelsen af 2022.

 - Jeg vil sige, de lyser konstant allerede på det tidspunkt, de er røde, fastslår han og tilføjer, at det der er rigtigt alarmerende er, at driften ikke tilnærmelsesvis kan dække afdragene på lånene. På det tidspunkt burde man nok ligesom havde sat sig ned, og nu skal vi have en uvildig analyse af hvad der egentlig foregår i forhold til at skabe en forretningsmodel, der fungerer for havnen, lyder det fra økonomiprofessoren.

Se hele indslaget her:

Redningsforsøg realiseres ikke

 Et halvt år senere får Frederikshavn Havn udarbejdet en plan med seks forslag til at skaffe penge i kassen.

Ingen af de forslag bliver dog godkendt på borgmesterkontoret og senere i byrådet. Redningsaktionen af havnen udeblev. I stedet overgik havnen til at blive kommunalt ledet.

Den besked kom på et pressemøde i april, da borgmester Birgit S. Hansen (S) fortalte, at der ikke var flere penge i havnen, som nu havde afleveret nøglerne bogstaveligt talt til Frederikshavn Kommune.

Med nøglerne følger en gæld til kommunens borgere på 1.7 milliarder kroner, og havnen skønnes at koste kommunekassen 62 millioner kroner om året.

- I bagklogskabens lys skulle man helt sikkert nok have grebet ind tidligere, lyder det fra økonomiprofessor Niels Dechow, som tilføjer, at problemet kort før kollapset var, at de store investeringer på havnen betød, at havnen var 'to big to fail', som han udtrykker det.

- Man havde sat sig i nogle investeringer, hvor der ikke var nogen vej tilbage,  så jeg kan måske godt forstå logikken i, at man ikke trækker i nødbremsen der, lyder det afslutningsvist fra Niels Dechow.


Thy-duo indtager København med nyt program i P3: - Det bliver krydret med lidt Thy

MD-Duo gæster P3 studiet i deres helt eget program "Godav venner - Fra Thy til Kjøwenhavn". De to thyboer skal bedømme københavnske trends.

To timer hver uge skal to ærkethyboer teste københavneriet. Og hele Danmark kan lytte med.

Martin Dinitzen og Dennis Kristensen fra MD-Duo skifter nemlig musikscenen ud med et radiostudie i København. Det er en stor omvæltning, hvis man spørger de to musikere. Her bliver de udsat for alverdens københavnertrends, som de skal anmelde.

- Det er noget helt andet – vi er gået ind i det her med indstillingen om at være os selv, hygge os og få spillet noget af vores musik, siger drengene.

Og der er ingen tvivl om, at den glade duo er populær i Thy, men nu håber de også at kunne charmere sig ind på folkefærdet på den anden sidde af landet, når de skal have et radioprogram på P3.

- Programmet bliver krydret med en masse Thy, siger Martin Dinitzen, MD-Duo.

I sommerferien ringede P3, og et nyt eventyr åbnede sig op for dem begge. De skulle godt nok stadig stå foran mikrofonerne, men ikke have direkte kontakt med publikum.

- Vi var ikke i tvivl, da de ringede – det lyder sjovt og en anden måde at gøre det på. Så det ville vi gerne være en del af. Vi er sindssygt stolte over, at der er en stor kanal, der vil have et program med os, fortæller Dennis Kristensen, MD-Duo.

Privatbillede.

Den thyske charme indtager radioen for første gang på søndag, og der er ingen tvivl om, at der allerede flyver små sommerfugle rundt i maven.

- Vi er sindssygt spændte på, hvordan københavnerne vil tage imod os. Men vi tror på, at når musikken spiller, så er alt godt, uddyber drengene.

Kulturforskelle og kulturchok

Programmet kommer til at handle om de unge mænd og de kulturforskelle, der kan være i et ellers ret småt land. 

Foruden at give københavnerne et kulturchok vil de selv skulle smage på, hvad storbyen har at byde på.

- Drengene skal bl.a. smage på lidt københavner-bagværk, som jeg er sikker på, de vil kunne lide - jeg tror mere, det er prisen, der bliver svær at sluge, fortæller produceren på programmet, Birk Hansen. 

Det er ikke helt tilfældigt, at P3 vælger at søge til det nordvestlige Jylland for at finde deres nye værtspar. Der kan nemt gå københavneri i det, fortæller Birk Hansen, der til daglig også sidder som producer på flere weekendprogrammer på P3.

Programmet "Godav venner -  Fra Thy til Kjøwenhavn" er en del af P3's talentprogram, der har udviklet en del talenter gennem tiden, så derfor ser produceren heller ikke nogen grænser for, at MD-Duo også kunne blive et hit.

- De bringer noget helt specielt energi ind til studiet. Vi har alle en vision om at give kærlighed til både København og Thy - vi gør det bare meget forskelligt, fortæller Birk Hansen, der glæder sig til at programmet går i luften på søndag. 

"Godav venner - Fra Thy til Kjøwenhavn" bliver sendt hver søndag på P3 i hele oktober.


AaB-angriber inden kamp: - Det bliver ikke i dag

AaB møder om en times tid bundholdet Vejle BK, der endnu ikke har vundet en kamp i Superligaen.

Ifølge AaB's angriber Oliver Ross bliver det heller ikke i dag - fredag - at vejlenserne får tre point på kontoen.

- Det bliver ikke i dag, men det er klart, at vi kommer selvfølgelig stadig med stor respekt, selvom de ikke har vundet, lyder det fra Oliver Ross, da TV2 Nords mand på stedet fanger ham inden kampen.

Taber Vejle til AaB, vil holdet udligne med rekordindehaveren for flest nederlag i træk, som indehaves af Lyngby med 12 nederlag. Den rekord blev dog sat, da Lyngby i 2001/02 måtte spille med amatører, efter klubben gik konkurs i løbet af sæsonen.

Se hele interviewet her: