Fremmede unge beskyttede Anne Mettes børn under koncert - Det var så god en oplevelse

En flok unge mennesker tog Anne Mette Blohm Schyttes børn under vingerne under en tætpakket koncert.

Torsdag aften skulle stå på at se Malte Ebert, Akademiet og Rasmus Seebach synge sine velkendte sange på en af årets sidste sommeraftener.

Anne Mette Blohm Schytte havde stillet sig ned foran scenen i god tid. Med sine to børn på ni og elleve år foran sig, måtte den tidlige ankomst til Ambu Open Air-festen i Hobro kunne sikre de to endnu knap så høje børn en god udsigt til Rasmus Seebachs optræden.

Børnene kom takket være de unge personers hjælp helt forrest til koncerten.
Børnene kom takket være de unge personers hjælp helt forrest til koncerten.
Foto: Privatfoto / Anne Mette Blohm Schytte

Men som flere og flere publikummer strømmede til pladsen, blev udsynet dækket, og de to børn måtte nøjes med at bruge ørene, da en af Ambu-festens helt store navne trådte ind på scenen.

Indtil en håndfuld unge vendte sig om.

- Og så hjalp de dem (børnene, red.) op foran sig, så de stod helt forrest, siger Anne Mette Blohm Schytte og fortsætter:

- De var bare så søde ved dem og passede på dem, så de ikke blev mast. De gav dem slikkepinde og hyggede sig bare med dem og snakkede så pænt til dem. 

Fokus på unges (gode) opførsel

Den venlige gestus fra de unge mennesker til koncerten resulterede i, at børnene ifølge Anne Mette Blohm Schytte tog hjem med en fantastisk oplevelse i bagagen.

Ambu-festen har eksisteret siden 1920 og stables udelukkende på benene af frivillige kræfter.
Ambu-festen har eksisteret siden 1920 og stables udelukkende på benene af frivillige kræfter.
Foto: Privatfoto / Anne Mette Blohm Schytte

Og det fik Anne Mette Blohm Schytte til at gribe til tasterne. Hun ville skrive et positivt indlæg på Facebook om sin oplevelse.

- Folk brokker sig hele tiden over de unge nutildags - at de larmer og kører på scooter og bla, bla, bla - men det er faktisk størstedelen af dem, der opfører sig rigtig pænt og anstændigt, siger hun. 

- De fortjener ikke alt det lort, som andre skælder dem ud over. 

Selv oplever Anne Mette Blohm Schytte oftest at de unge opfører sig ordentligt, end hun oplever det modsatte. 

- Men der er bare ikke så meget fokus på det. Det er nemmere bare at svine dem til, siger hun. 


Seneste nyt

fra Nordjylland