Gård gik op i flammer: 35-årig tiltalt for at bestille brand

Det var langt fra et uheld, da en nedlagt gård ved Volsted gik op i flammer natten til 31. marts sidste år. Det mener Nordjyllands Politi, som nu har rejst tiltale mod en 35-årig mand.

Politiet mener, at manden bestilte branden med det formål at snyde forsikringsselskabet.

Sagen begynder ved Retten i Aalborg torsdag, og når den 35-årige sætter sig på anklagebænken, er det noget af et komplot, som sagens anklager vil fremlægge for retten.

Lokket med gratis husly og kontanter

Det fremgår nemlig af anklageskriftet, at politiet mener, at den 35-årige allerede omkring julen i 2021 mødtes med en person på ejendommen, og her skal den 35-årige have opmuntret den anden til at sætte ild på ejendommen. 

Det fremgår også af anklageskriftet, at den 35-årige lokkede med et tilbud om, at den anden kunne bo på ejendommen kvit og frit og med el, vand og varme betalt, indtil ejendommen blev brændt ned. Med i tilbuddet var ifølge politiet også eftergivelse af noget gammel huslejegæld, ligesom manden, der skulle brænde ejendommen af, skulle have 3.500 kroner kontant.

Nogle måneder senere, nemlig ved 02.45-tiden natten til 31. marts 2022 gik der ild i stuehuset på ejendommen ved Volsted i nærheden af Støvring. Brandvæsnet blev hurtigt tilkaldt og fik tilsyneladende ret hurtigt slået ilden ned. Senere på morgenen blussede ilden imidlertid op, så brandfolkene måtte i gang med slukningsarbejdet igen.

FOROMTALE AF RETSSAG

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Retsmødet for denne sag er fastsat til torsdag 5. og fredag den 6. januar ved Retten i Aalborg.

Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.

Leaset Porsche brændt af

Sagen mod den person, som den 35-årige ifølge politiet fik til at sætte ild på ejendommen, behandles særskilt ved retten. Det fremgår ikke før sagens start, hvordan den 35-årige forholder sig til anklagerne. Han sidder i øvrigt varetægtsfængslet op til, at sagen kommer for retten.

Udover branden på ejendommen med Volsted, er den 35-årige tiltalt for at have stået bag afbrændingen af en leaset Porsche af tilbage i januar 2018.


Seneste nyt

fra Nordjylland