Idrætsmøde fodrer din indre adrenalinjunkie: Spring ud fra Limfjordsbroen - eller hop ud fra Aalborgtårnet
Er du frisk på en udfordring, kan du hoppe ud fra Aalborgtårnet til årets Idrætsmøde, der afvikles i Aalborg.
Årets Idrætsmøde er både større og vildere end sidst. Du kan vælge mellem over 200 aktiviteter langs havnefronten i Aalborg - og udfordre dig selv på byens mest ikoniske steder. TV2 Nord sender direkte fra Idrætsmødet.
Tør du klatre 55 meter op til toppen af Aalborgtårnet og kaste dig ud fra kanten, så du suser i en wire i frit fald med 75 kilometer i timen ned mod jorden?
Hvad så med at springe ud fra Limfjordsbroen, mens du laver en saltamortale eller dobbelt skrue?
Idrætsmødet i Aalborg fra 27. august til 1. september har i år skruet op på alle adrenalinknapper, så du er sikret et sus i maven - for første gang tilbydes nemlig de her vilde events, der kan give flaksende sommerfugle i de fleste maver.
- Vi vil gerne tilbyde unikke oplevelser på ikoniske steder her i Aalborg. Det er fantastisk, at der er så mange arrangører, som tør gå forrest, være innovative og tænke ud af boksen, fortæller koordinator for Idrætsmødet, Morten Arvidsson.
Rykker det knap så meget i dig for at komme op i højderne, så er der masser af andre motionsformer og idrætsaktiviteter, du kan kaste dig over.
Prøv for eksempel forhindringsløbet ved Havnebadet, yoga og kampsport på Honnørkajen, streetbasket, dansefestival eller beachvolleyturnering. Eller måske det hele?
Langt de fleste af de mere end 200 arrangementer er nemlig gratis - og de er for nordjyder i alle aldre.
Udvalgte højdepunkter fra programmet:
Brohop fra Limfjordbroen
Zipline fra Aalborgtårnet
Aalborg Dansefestival
Yoga og kampsport
Beachvolleyballturnering
Ultraløber Stine Rex varmer op for omkring 1.000 børn
DM i High Diving - deltagerne springer ud fra 20 meters højde på Limfjordsbroen
Gymnastikfestival
Parkour
Street Basket
Børnezonen
Fjordmarathon
Triatlon
Se det fulde program på www.idrætsmødet.dk.
Sådan dækker TV2 Nord Idrætsmødet
Vi sender direkte fra åbningen af Idrætsmødet fredag 27. august klokken 19.45 på TV2 Nord Salto. Her er vores reporter Mogens Jørgensen på havnefronten i Aalborg, hvor han snakker med arrangører og deltagere.
Du kan naturligvis løbende følge Idrætsmødet fra 27. august til 1. september på alle vores platforme - TV2 NORD Salto, tv2nord.dk og vores Facebookside.
Idrætsmødet vil inspirere
Ud over at udfordre din højdeskræk med vilde events på toppen af Aalborgtårnet og Limfjordsbroen, vil Idrætsmødet også gerne inspirere dig til at prøve nye motionsformer.
- Vi har et overflødighedshorn af forskellige idrætter, så man har en kæmpestor mulighed for at prøve noget nyt, møde andre, blive inspireret og få ny energi, lover koordinator Morten Arvidsson.
Vi vil gerne tilbyde unikke oplevelser på ikoniske steder her i Aalborg
Morten Arvidsson, koordinator, Idrætsmødet
Han understreger, at også voksne kan få gavn af at prøve en ny motionsform - for eksempel hvis man ikke længere kan udøve den, man plejer.
- Og så gavner det krop og sjæl at få sig en sundere livsstil. Man får det bedre med sig selv og mere overskud. Man får en masse gode ting i kroppen, når man træner og er aktiv - og en del af et fællesskab. Nu har det været vanskeligt at mødes i halvandet år på grund af coronaen, så det får ekstra stor værdi nu, siger koordinator for Idrætsmødet.
Mød Danmarks bedste trænere
De fleste aktiviteter foregår ved havnefronten i Aalborg, Østre Havn, og den store aktivitetspark Vestre Fjordpark.
På idrætsmødet er der også rig mulighed for at debattere aktuelle problemstillinger fra idrætssektoren og lade sig inspirere på kryds og tværs af en lang række af Danmarks førende, idrætsledere, trænere, undervisere, forskere og eksperter.
Mødet er delt op i fire dele: Et folkemøder, idrætsaktiviteter, en konference og et program for landets skoler.
Stærkt tilbage efter coronapause
Coronaen tvang arrangørerne til at aflyse Idrætsmødet i 2020. Også i år er programmet skruet en anelse ned med knap så mange musikscener og større miljøer, som det ellers var planen.
- Men netop derfor kan vi garantere, at vi afvikler Idrætsmødet på forsvarlig vis. Deltagerne er spredt ud over et stort område, og alt foregår udenførs. Og så følger vi alle restriktioner, så det er sikkert at deltage, forsikrer Morten Arvidsson.
Idrætsmødet arrangeres i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og en række idrætsorganisationer samt uddannelses- og forskningsinstitutioner.
I 2019 deltog omkring 20.000. I år regner man med et endnu højere besøgstal.
Trafikken påvirkes ikke
Idrætsmødet burde ikke påvirke trafikken i Aalborg, mens det står på 27. august til 1. september. Alle aktiviteter afvikles ved havnefronten og dermed uden for kørebanerne. Heller ikke DK i udspring fra Limfjordsbroen kræver, at vejbanerne på broen lukkes ned - kun på vandsiden vil broen være lukkes i nogle timer.
Det oplyser koordinator for Idrætsmødet Morten Arvidsson.