Jubler over grøn Michelin-stjerne: - Skal bade os i champagne og kaviar hele natten
Foto: TV2 Nord
Det var to stolte mænd, der var meget glade for at have fået en grøn Michelin-stjerne.
- Vi skal ikke have den med i byen. Det tør vi ikke.
Sådan indleder Simon Kvist Bjerre, restaurantchef, interviewet med TV2 Nord, da han stolt fremviser den grønne Michelin-stjerne.
Sammen med makkeren, Søren Birch, der er køkkenchef, har han Restaurant Alimentum, og det blev til den grønne og bæredygtige stjerne til makkerparret.
- Det var sindssygt. Det er stort. Det vi har arbejdet for de sidste fem år. Så det kunne ikke blive meget større. Vi er meget, meget glade, fortæller Søren Birch, inden Simon Kvist Bjerre tilføjer:
- Fire grønne kløvere i Norden. Der er vi altså glade for at være med på den bølge. Det er lige, hvad vi står for.
Før uddelingen af stjerner var det forudsagt, at Alimentum kunne modtage en traditionel stjerne.
- Nu skal den lige synke ind. Vi ville selvfølgelig gerne have fuld plade, men vi havde ikke noget, inden vi tog herop. Bare det at komme på og i guiden, det er jo kæmpestort. Det er der ikke ret mange, der gør, og så er vi jo en af de få udvalgte, så man kan heller ikke rigtig tillade sig at være skuffet på nogen måde, siger Søren Birch.
Kunne ikke gøre det uden holdet
Makkerparret har tidligere arbejdet sammen på Tabu, men i 2019 åbnede de Alimentum.
Og selvom de to vidste, at der kunne være noget på vej og tog til Helsinki, så er det en anden sag med de ansatte.
- De vidste ikke, at vi tog afsted, så det var forhåbentlig en stor overraskelse, at de kunne se, at vi kom på scenen, siger Simon Kvist Bjerre.
De håber begge på, at de har en fest hjemme i Aalborg.
- Vi kunne se på lidt billeder, at de er rimelig glade og spulet i champagne.
De er også taknemmelige overfor netop de ansatte.
- Vi kunne ikke have gjort det uden holdet. Holdet, det betyder alt, og jeg håber, at de har en banger fest derhjemme, fordi det fortjener de, og jeg håber virkelig, at de giver den noget gas. De skal først møde onsdag, så de må godt fyre den af i dag, siger Søren Birch.
Selvom det er en bæredygtighedspris, som de er stolte over at få, er det ikke kun klima- og miljø, der tæller.
- Det betyder også, selvfølgelig arbejder vi naturligt med vores lokale miljøer med vores grøntsager, med alt, hvad vi kan få, der kan komme på tallerkenen, siger Simon Bjerre Kvist og fortsætter:
- Men fra en anden vinkel er det også hele bæredygtigheden omkring menneskerne, der arbejder på stedet, så vi er sikre på, at vi har et sundt arbejdsklima, hvor vi kan tilbyde nogle gode arbejdsvilkår. Vi kan gøre noget for de unge mennesker, der kaster sig i vælten for at arbejde for os. Så det er et sundt arbejdsklima, vi gerne vil præsentere. Det håber vi også, de ansatte kan mærke.
Stort arbejde at nå dertil
I de seneste fem år er der blevet kastet mange kræfter i restauranten, som nu har givet anerkendelse i Michelin-guiden.
- Det er den måde, vi har valgt at gøre det de sidste fem år. Det er den hårde vej, og for os er det den rigtige vej. Og det er jo så dejligt, at man kan få et skulderklap for det, siger Søren Birch.
Køkkenchefen nævner også, hvad det har krævet at komme dertil.
Det er jo kæmpe arbejde og kæmpe forberedelse på at være klar. Det tager jo lang tid at bygge sådan noget op. Det handler om at finde den rigtige gård at samarbejde med. Det handler om at finde den rigtige landmand, du kan samarbejde med, som har de samme tanker. som vi har, siger Søren Birch og fortsætter:
- Når vi siger, at vi gerne vil bruge en gulerod, så ved Morten (Pedersen, som Alimentum samarbejder med, red.) udmærket godt, hvornår vi skal have den gulerod. Så der er jo sindssygt meget forberedelse i det, og det er sindssygt hårdt arbejde.
Hvordan skal stjernen fejres i Helsinki?
- Vi skal til noget reception nu, hvor der er nogle cocktails - og så tror jeg bare, vi skal bade os i champagne og kaviar hele natten, slutter køkkenchefen med et grin.