Kamp om plads til mesterskabsspillet: AaB afhængige af andre resultater
Klubbens sportschef har store forventninger til AaB i søndagens møde mod OB, hvor kravet er en sejr.
Fredag var der vigtig træning på programmet for AaB. For på søndag spiller fodboldklubben sæsonens sidste grundspilskamp i 3F Superligaen mod OB. AaB skal vinde men er samtidig afhængig af de øvrige resultater.
- Spillerne har kæmpet godt, og vi har fået nogle gode resultater, så vi skal bare fortsætte med det. Vi er nummer syv, så vi har alt at vinde på søndag, siger sportschef i AaB Inge André Olsen.
- Vi skal bare køre på, lave en god præstation og vinde den kamp. Men vi er samtidig også afhængige af nogle andre resultater. Nu har vi taget to sejre, og nu skal vi tage den tredje, siger han, da TV2 Nord møder ham til træningen fredag.
Hvis AaB vinder på søndag, vil AaB for første gange siden juni-juli 2020 have vundet tre 3F Superligakampe i træk.
Kampen starter kl. 17.00 på Aalborg Portland Park - uden tilskuere som følge af coronarestriktionerne.