Kommune vil teste lønnet fri i hele barnets sygdomsperiode

I Aalborg Kommune skal de nu søge Kommunernes Landsforening (KL) om dispensation om et forsøg med, at ansatte skal have løn, selvom de skal blive hjemme ved et sygt barn.

Langt de fleste med børn kender nok til scenariet, hvor man har et sygt barn, og man har lige brugt barnets første sygedag. 

Barnet er stadig ikke på toppen, og hvad skal man så gøre? 

Det vil Aalborg Kommune med en prøvehandling forsøge at give et nemmere svar på. Til mandagens byrådsmøde blev byrådet enige om, at der skal sendes en dispensation afsted til KL på, at man i udvalgte afdelinger i kommunen kan holde fri med løn i hele barnets sygdomsperiode. 

- Det her er et led i at ville tilgodese børnefamilier, som er pressede og stressede, og som er nødt til at sende syge børn afsted, fordi de ikke kan gøre andet. Andre melder sig selv syge, så der er brug for en ordentlig løsning på det, siger Helle Frederiksen (S), der er medlem af Aalborg byråd og 1. viceborgmester.

Lang debat

Helle Frederiksen tog initiativet til forslaget sammen med SF's Jane Østergaard. De blev inspireret af blandt andet Norlys, som gav sine medarbejdere denne mulighed. 

- Og deres afrapportering lyder på, at det er gået godt, og at ordningen ikke blev misbrugt. Deres medarbejdere var glade for det, og det er spændende, hvis man kan gøre det i offentligt regi. 

Det var faktisk bred enighed om, at kommunen skal sende en dispensation afsted til KL, men det gav alligevel en lang debat i byrådssalen, før enigheden indtraf. 

- Jeg har meget sympati for forslaget, og jeg synes, det vil være godt at prøve af. Men den erfaring, jeg har med KL, vil det kræve, at det ikke bliver formuleret så bredt, som det gør. Det skulle gerne konkretiseres, men det ville de andre ikke være med til, fortæller Morten Thiessen.

Konstant presset og stresset

Morten Thiessen er dog enig i, at der er brug for at gøre noget for børnefamilierne, og derfor endte partiet også med at sige ja.

- Vi har snakket meget om work-life-balance i de seneste år, men der er ikke gjort noget ved det. Selv EU skulle indover på et barselsdirektiv. Børnefamilier er konstant pressede og stressede, så der er behov for, at vi forsøger noget, siger han og fortsætter:

- Vi har også faldende børnetal - og jeg mener trods alt ikke, at man skal få børn for samfundets skyld - men man skal have så gode forhold, at det ikke er et valg, hvor man gambler med sit helbred. 

Kan blive misbrugt - men skal ikke skrottes af den grund

I forslaget er der for nuværende ikke nævnt de afdelinger, det kommer til at omhandler eller, hvor meget det skal koste.

- Nu håber vi jo på, at der kommer en dispensation, og så skal vi i gang med at finde ud af, hvordan vi konkret skal lave det, og hvor det vil være hensigtsmæssigt at gøre, siger Helle Frederiksen. 

Både Helle Frederiksen og Morten Thiessen mener ikke, at forslaget skal skrottes, selvom der kunne være nogle, der vil misbruge muligheden. 

- Det er der nogle, der kommer til. Selvfølgelig. Men det er en almindelig ledelsesopgave at tage sig af det, så det er ikke der, den skal strande, siger Morten Thiessen.


Seneste nyt

fra Nordjylland