Lille Vildmose udsat for hærværk af flere omgange
Foto: Henning Bagger, Scanpix
Smadrede ruder, sprinklervæske i dieseltanke og et ødelagt køleranlæg - Lille Vildmose har igen-igen haft ubudne, destruktive gæster.
Det er langt fra første gang, det er sket, og de ansatte frygter, at det heller ikke vil være den sidste. Natten mellem lørdag og søndag har der været vandaler på spil i Lille Vildmose.
Det fortæller Jens Vinge, der er ansat ved Park & Natur i Aalborg Kommune.
- Vi har fået smadret ruderne på førerhusene på tre maskiner, og der er blevet hældt sprinklervæske i dieseltankene på dem. Derudover er der igen blevet smadret ruder på vores brandvagttårn på Ny Høstemarkvej. Vi satte fire nye ruder i for ikke så længe siden, men nu er der blevet smadret et par stykker mere ud over de fire, så vi har måttet spærre det af, siger Jens Vinge til TV2 Nord.
Tidligere har de ansatte i Lille Vildmose også oplevet at møde ind til, at der er blevet stjålet dieselolie fra tankene på maskinerne, at vildthegnet er blevet klippet op, og at ruderne på et fugletårn er blevet smadret.
- Vi kan ikke sige noget om, hvem gerningsmændene er, for vi har ikke noget overvågning nogen af stederne. Men vi overvejer jo kraftigt nu, om vi skal have videoovervågning eller en natvagt ud, for vi har ikke råd til flere af den slags hændelser, siger Jens Vinge.
Hver gang koster det nemlig kræfter, der ellers skal bruges på EU Life-projektet, som Lille Vildmose er en del af. Projektet går ud på at genoprette området, så det område, der igennem mange år var blevet afvandet for at skabe græsningsarealer til landbruget, igen kan udvikle sig til højmose.
- Det er utroligt træls for os, at nogen på den måde vil stikke en kæp i hjulpet for os og for projektet, siger Jens Vinge.
Nordjyllands Politi tager sagen meget alvorligt og har været på stedet for at tage DNA-spor. Ifølge Jens Vinge vil det koste Aalborg Kommune mellem 50.000 og 80.000 kroner at udbedre de skader, der blev forvoldt i weekenden.