Nedskæringer chokerer ældre

Mindre rengøring, stop aktiviteter og ingen varm mad. Besparelser rammer ældre hårdt.

Besparelser for 22 millioner næste år og i alt 176 millioner over de næste fire år. De ældre i Aalborg Kommune går ikke fri for rekordstore besparelser den kommende tid. Kommunen lægger op til at sløjfe udbringning af varmt mad, rengøring hver tredje uge i stedet for hver anden, og så bliver en årlig pulje til eksempelvis aktivteter ud af huset på plejehjemmene sløjfet.

- Jeg kan godt se, at det kommer til at gå ud over de ældre, siger pensionist Leo Christensen, da TV2 Nord møder ham til træning i Fyensgadecentret i Aalborg.

Samme holdning har Claudi Pedersen på stolen ved siden af.

- Det synes jeg, det er en dårlig ide. Hvorfor skal det altid gå ud over de ældre, som det altid gør, påpeger Claudi Pedersen.

De fleste vi talte med på Fynsgadecentret i Aalborg i dag havde det sådan set godt og trænede på livet løs. Når spørgsmålene gik på fremtiden og nedskæringer fik pipen en anden lyd.

- Jeg kan bare ikke forstå, de vil til at røre ved det. Det fatter jeg ikke. Til sidst så er der ikke noget, der hedder rengøring. Det er den vej, det kører, siger Claudi Pedersen.

- Jeg har boet i Aalborg Kommune i mange år, og jeg er faktisk godt tilfreds, men jeg kan ikke lide, at de begynder at skære i vores dagligdag. Der må kunne findes en anden løsning på de ting, som de er i gang med, slutter Leo Christensen

Politikerne i Aalborg Kommune diskuterer i denne uge de rekordstore nedskæringer i byen. Det endelig budget for 2024 bliver præsenteret den 28. september.


Seneste nyt

fra Nordjylland