Nul nordjyder leder "Hele Nordjyllands Hold": Reagerer på chokfyring
Det er anden gang på kort tid, de tyske ejere kritiseres for deres tilgang til klubbens nordjyske forankring.
Det vakte stor opsigt, at AaB i går torsdag meddelte, at akademichef Jacob Larsen forlod posten.
- I sidste ende har vi vurderet, at der ikke er en anden løsning, end at vores veje må skilles, lød forklaringen fra den tyske sportsdirektør Ole Jan Kappmeier om hvorfor det sidste tilbageværende nordjyske medlem af AaBs ledelse er fyret.
På AaBs egen Facebook-side om nyheden, tordner fansene over fyringen.
- Jeg synes, det er ærgerligt, når man skal sige farvel til en karakter, som man har været glad for. Det har vi helt sikkert været for Jacob (Larsen red.), sagde AaBs fanformand Laura Meisner til TV2 Nord som reaktion.
Se reaktionen fra AaBs direktør længere nede.
Det er anden gang indenfor en måned, at de rød-hvide fans ryger på barrikaderne.
Sidst var det tre tyske influenceres indtog i klubben, som hurtigt forduftede igen.
- Tonedøvt, blev det kaldt. Fordi man ikke var i sync med sin nordjyske forankring.
Klubmand erkender store ændringer
Den del står Jakob Ahlmann, der i sidste uge havde tilbageerobret sin startplads, stadig for. Den 33-årige Brønderslev-knægt erkender, at det selvfølgelig har fyldt at den populære talentchef.
- Nogle af os kender jo Figo (Jakob Larsens kælenavn, red.) rimelig godt, så selvfølgelig har vi jo lagt mærke til, at han skal stoppe. Men som sådan noget, der fylder i truppen, tænker jeg ikke, at det gør så meget, siger han til TV2 Nord.
Jacob Larsen var desuden talentchef i AaB fra 2008-2016, ligesom han endnu tidligere har repræsenteret AaB som spiller og ungdomstræner, og har derfor fulgt en spiller som Jakob Ahlmann en stor del af hans karriere.
Han roser sin med-nordjyde:
- Figo har været en god mand for AaB på mange måder, så selvfølgelig bliver der snakket lidt om det, når der sker nogle store ændringer herude. Og det må vi jo sige der er kommet, lyder det.
Overrasket er han dog ikke. Den rutinerede back har set en del. Og meget af det er sket indenfor det sidste år med pokalfinale, nedrykning og nu officielt tysk ejerskab.
- Men vi ved jo også, at den her verden er meget omskiftelig, og der sker tit ændringer. Og man må sige, at der er sket nogle ændringer i år, lyder det.
Direktør forsikrer: Absolut nordjysk foretagende
39-årige Michael Tuxen Boll tiltrådte for en måned siden som administrerende direktør i AaB.
Trods folkestemningen blandt lokale på Facebook, mener direktøren ikke fansene skal være bekymrede:
- Nej, det synes jeg absolut ikke. Jeg har fuld forståelse og fuld respekt for, at man har følelser og passion omkring AaB, og man har jo i Danmark lov til at ytre sig i det omfang, man har lyst til, og det respekterer vi fuldt ud.
Er det her ikke et udtryk for, at AaB nu er på vej over på tyske hænder for alvor?
- Rent faktuelt, så er de jo det. Det siger jo lidt sig selv, men jeg synes absolut stadigvæk, at AaB er det her hele Nordjyllands hold, siger direktøren og noterer det høje antal tilskuere, sæsonkortholdere og antallet af partnerklubber.
- Så jeg synes absolut, at vi stadigvæk er et nordjysk foretagende, og det er jeg ret sikker på, at vi også kommer til at blive i rigtig mange år fremadrettet.
- Vi har rigtig, rigtig mange unge, dygtige spillere på vej frem, og det er et stort stykke arbejde, der laves på tværs på akademiet, siger den nye direktør og nævner Oliver Ross, Mads Bomholt og Malthe Højholt.
De kommer fra Aalborg, Hadsund og Hjørring.
Jakob Ahlmann er fra Brønderslev.
Og selvom "Figo" er væk, skal AaB stadig spille lokalopgør mod Vendsyssel i weekenden.
Sidst gav lokalrivalerne AaB problemer, ligesom oprykningsaspiranterne havde en svær første halvleg mod Sønderjyske - trods 1-0-hjemmesejren:
- Så vi skal være klar, og vi vil gerne præstere bedre, end vi gjorde især i første halvleg sidst mod Sønderjyske, siger venstrebacken.
AaB møder Vendsyssel i Hjørring søndag.