Omstridt natklub er 'imødekommende' over for tiltag mod narkoproblemer
Club Stygge kommenterer via deres advokat på det nye tiltag, Bevillingsnævnet i Aalborg Kommune sætter i søen over for natklubben.
En redegørelse om forholdene på natklubben Club Stygge, der har været i vælten på det seneste efter afsløringer af narkoproblemer i Aalborgs natteliv, er, hvad Bevillingsnævnet i Aalborg Kommune kommer til at kræve.
Det kom frem efter et møde i nævnet torsdag.
Forud for mødet i Bevillingsnævnet havde Venstres byrådsgruppe, der ikke er repræsenteret i nævnet, udtrykt ønske om, at Club Stygge fik frataget sin bevilling.
Så langt valgte nævnet ikke at gå, da der efter en juridisk vurdering ikke var fundet grundlag for at tage så drastisk et skridt.
Den omstridte natklubs indehavere fortæller via deres advokat, at de er klar til at komme Bevillingsnævnets ønske i møde.
”Virksomheden er imødekommende overfor de ønsker - herunder ønsket om en redegørelse - som Bevillingsnævnet måtte komme med, og vi ser frem til at modtage en nærmere melding på skrift," lyder det i svaret fra Club Stygge, som TV2 Nord har fået.
Erkender problemer
Da indehaverne af Club Stygge var til møde med politiet i kølvandet på TV 2 Echos afsløringer, medgav bevillingsindehaver Britt Benzon, at 'de som restauration har et problem med narkotikaindtag blandt deres gæster, og at det er et område, hvor de skal stramme op.'
Nordjyllands Politi gennemførte forleden en aktion mod to natklubber i Aalborg - heriblandt Club Stygge - hvor politiet forsøgte at klarlægge omfanget af narkotikaproblemerne på de to restaurationer.
- Vi har haft et rigtig stort fokus på, at det skal være trygt at gå i byen i Vesterå og Jomfru Ane Gade, og vi har et rigtig, rigtig stort fokus på at holde narkotika ude i nattelivet, og det arbejder vi også på fremadrettet, siger vicepolitiinspektør Sune Myrup fra Nordjyllands Politi.
Club Stygge vil aktivt deltage i kampen om at få narkoen ud af nattelivet, lyder det i svaret fra natklubbens advokat.
"Det er fortsat virksomhedens holdning, at den tager afstand fra alle euforiserende stoffer i nattelivet og positivt medvirker til at bekæmpe dette i dialog med Nordjyllands Politi for at øge trygheden for de, der går i byen.”
Club Stygge har for nuværende ikke yderligere bemærkninger, lyder det fra advokaten.
Hør, hvad politiet vil gøre for at komme narkoproblemerne til livs: