På museet i Hammer Bakker i Vodskov står både stole, gamle billeder og modeller af plejepersonalets uniformer fra dengang, der var åndssvageanstalt i området.

Bente Holm Dissing er i dag pensionist og med i støtteforeningen til museet, men for 38 år siden arbejdede hun som plejer på det, der dengang blev kaldt Vodskov Åndssvageanstalt.

- Der skete jo ting dengang, som ikke sker i dag. Der var for eksempel nogen, som var fikseret hele dagen. Dem havde vi to af på den afdeling, hvor jeg var, siger hun.

Hun begyndte som elev i Vodskov, da hun var 18 år gammel, og var der i alt i 14 år. Derfor var hun også vidne til flere situationer, som, langt de fleste den dag i dag ikke kan begribe, har fundet sted.

- Hvis man ville være her, så var det sådan det var. Det var den melding der kom oppefra. Det var bare en anden tid med langt færre muligheder dengang, siger Bente Holm Dissing, og fortsætter:

- Man kunne godt komme hjem, føle sig utilstrækkelig og være ked af, at man måske havde været med til nogle ting, som man ikke synes var på sin plads.

Fastholdelse og indespærring

Udover fastholdelser og fiksering blev enkelte beboere også spærret inde i celler. Nogle gange i flere uger. Her var der kun en smule lys oppe fra et vindue, men man kunne ikke se ud. Der var ingen underholdning og ingen kontakt til andre.

Sådan forklarer en anden tidligere ansat i Vodskov i en ny rapport om den såkaldte særforsorg i årene 1933 til 1980.

I rapporten beskrives det, hvordan flere tusinde beboere i en årrække er blevet udsat for umenneskelig behandling på landet anstalter.

Ifølge Poul Duedahl, der er professor i historie på Aalborg Universitet og har været med til at lave rapporten, er en af de største årsager til den svigt, der fandt sted, at der var alt for få ansatte til alt for mange beboere.

- Det var jo lettere, hvis man havde styr på nogle af dem igennem fiksering eller indespærring, når der var så mange. Det var jo et forsøg på at gøre noget godt, men det var bare ikke helt godt, set med nutidens øjne i hvert fald, siger han.

Og det billede genkender Bente Dissing tydeligt:

- Det, der var godt, var når man kunne skabe ro. Det fik vi at vide. Og vi skabte jo ro, hvis en var fikseret. På vores afdeling var vi kun fem til seks ansatte til at tage sig af 50 beboere, siger hun.

Dårlige tilsyn

I hele landet foregik episoder som dem i Vodskov. Også på Livø afslører rapporten svigt og overgreb. For eksempel blev flere tvangssteriliseret og holdt fast.

Poul Duedahl fortæller, at det var statens opgave at føre tilsyn med anstalterne. Men ifølge rapporten foregik det oftest ikke efter hensigten.

- Der kom nogle eksterne ud og besøgte anstalterne. De kiggede sig lidt omkring, fik kaffe, og så spurgte de typisk overlægen, der bestemte, om der var noget at indberette. Det var der oftest ikke, siger Poul Duedahl.

Ministeren vil nærlæse rapporten

Rapporten er givet videre til Folketinget, og det er herfra en politisk beslutning, om de nulevende ofre for overgrebene skal have en undskyldning.

TV2 Nord har fredag forsøgt at få et interview med social- og ældreminister Astrid Kragh. Hun vil dog ikke udtale sig i sagen, fordi redegørelsen lige er kommet og stadig er under behandling.

Hun skriver dog i et skifteligt svar:

- Vi igangsatte en omfattende udredning af særforsorgen for at kaste lys over et af de mørke kapitler i vores fælles historie, og samtidig give mennesker en afklaring omkring de svigt, de har oplevet, mens de har været i statens varetægt. Vi skal først og fremmest lære af fortidens fejl og sikre, at historien ikke gentager sig. Vi har modtaget udredningen og vil studere den nøje, før vi beslutter, hvad der nu skal ske.

Udvikling til det bedre

Op gennem årene blev behandlingen af beboerne heldigvis bedre.

Ifølge Bente Holm Dissing var personalet med til, at der kom bedre bemanding. Det gjorde, at der bedre kunne tages højde for de forskellige beboere. Og det husker Bente Dissing tilbage på med glæde.

- Der var også gode dage. Dage, hvor man virkelig følte, at man gjorde en forskel. Det blev bedre. Det er kommet henad vejen, og det er noget, der har taget mange år, siger hun.