Seneste nyt

fra Nordjylland

Plejehjem skal vurderes på ny: - Det var helt tosset

Den placering, Aalborg Kommune vil have af et nyt plejehjem i Vestbjerg, har mødt modstand.

Og i dagens byråd i kommunen blev sagen om plejehjemmets placering tilbagevist. Det betyder, at det skal vurderes på ny i udvalgene. 

- Der er en mulighed for at finde en bedre placering, hvor man er tættere på butikker og bedre infrastruktur, lyder det fra Jan Nymark Thaysen (V), der er rådmand i By- og Land. 

Plejecenteret med 50 boliger havde et politisk flertal i Aalborg Kommune fundet frem til skulle ligge på Vindfløjen i Vestbjerg.

Det er et sted, hvor størstedelen af Vestbjergs drikkevand bliver indvundet. 

Jan Nymark Thaysen er en af de tydelige modstandere af placeringen, og det skyldes i høj grad den manglende hensyn til grundvandet. 

- Nu håber jeg, at fornuften får lov til at råde, så vi kan finde den kvalitetsmæssige bedste placering, lyder det fra rådmanden.

Han siger samtidig, at den placering, der på nuværende er på tapetet, er for lille, og det er noget, seniorrådet blandt andet har kritiseret.

- Nu fik vi en timeout på, at man ville lave en rigtig dårlig beslutning, og det er rigtig mange glade for. Det var helt tosset, hvad flertallet var kommet frem til, slutter han. 

Der skal altså igen tages stilling til, om placeringen på Vindfløjen er den bedste, eller om plejehjemmet får en helt anden beslutning.