Politiker efter kritik: - Jeg forstår ikke kritikken af, at jeg er med i den film
Rådmand i Aalborg Kommune, Jørn Hein (Rad.V.) mener, han deltager i en reklamefilm for virksomheden KaffeFair som bestyrelsesmedlem og ikke som politiker.
Jeg tænkte slet ikke på, at jeg var i den film som politiker, jeg var der som bestyrelsesmedlem i KaffeFair.
Sådan lød det onsdag aften fra rådmand Jørn Hein (Rad.V) i et direkte interview på TV2 Nord, da han blev konfronteret med den kritik, der går på, at han som politiker er med til at reklamere for en cafe i Aalborg.
TV-reklamen, som er vist på nettet og på TV2, fortæller om Kaffefair, som er en socialøkonomisk virksomhed, der hjælper sårbare unge i gang med at få en uddannelse og et job. Men samtidigt er budskabet også et tilbud om tre retter mad for 179 kroner.
I reklamen medvirker ud over rådmand Jørgen Hein (Rad.V.) også socialdemokraternes gruppeformand i Aalborg Nuuradiin Hussein.
Sten Bønsing, der er ekspert i forvaltningsret, mener at politikerne er på kant med reglerne.
- Selv om KaffeFair er en såkaldt socialøkonomisk virksomhed, skal den fungere på markedsvilkår som alle andre virksomheder i branchen. Jeg mener faktisk, at reklamen er i strid med Kommunalfuldmagten. Politikere må ikke medvirke i reklamer for private virksomheder, siger Sten Bønsing.
Jørn Hein forstår ikke, at Sten Bøsing siger, som han gør, for den pågældende virksomhed, KaffeFair, er ikke en privat virksomhed.
- Det er jo ikke en privat virksomhed, det er en socialøkonomisk virksomhed, som gør en masse for unge mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, og det er en non-profit virksomheden, siger Jørn Hein.
Han har ifølge ham selv siddet i bestyrelsen i Fokus i syv år – altså før han kom i byrådet.
- Fokus ejer jo KaffeFair, og jeg er faktisk en ivrig bruger af cafeen, så da de spurgte om, jeg ville være statist i en film om KaffeFair, så sagde jeg selvfølgelig ja, siger Jørn Hein.
Klar til ny film
Restauratør Morten Kok Nielsen, der ejer Mortens Kro, forstår ikke, at kommunalpolitikere stiller op i en tv-reklame for en privat virksomhed.
- Restaurationsbranchen er under hårdt pres på grund af coronakrisen, og derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at man holder sig lidt i baggrunden og ikke promoverer nogle virksomheder frem for andre, siger Morten Kok.
Til den kritik lyder det fra rådmand Jørn Hein, at han da også gerne stiller op som statist for Mortens Kro, hvis han vil lave en film, der kan skaffe arbejdspladser i Aalborg - og især til borgere som er på kanten af arbejdsmarkedet.
- Jeg synes, vi som politikere bør bakke erhvervslivet op, der hjælper med at skaffe arbejdspladser i Aalborg, lyder det fra rådmanden.