SOSU-elever træner til DM

Selvom de social- og sundhedsansattes arbejdsvilkår længe har været under kritik, bliver der stadig kæmpet for at yde den bedst mulige service for de borgere, der har brug for netop SOSU’ernes funktion.

De to studerende på SOSU-uddannelsen David Kjærside og Christine Christiansen træner lige nu 7 timer ugentligt for at kunne stille op i DM i skills, og vise hvad de kan med deres fag.

De træner blandt andet med rollespil på SOSU Nord, hvor en af de ansatte agerer patient med hang til alkoholiske drikke.

Med vin, sprut og cigaretter på bordet ved siden af får den ansatte plejet et sår på benet af de to kommende deltager ved DM i SOSU-skills.

Netop konkurrencen er et vigtigt element for de to studerende.

- Jeg synes, det er en god udfordring til mig selv, jeg kan udvikle mig meget mere fagligt, lyder det fra Christine Christensen.

- Det er en udfordring af min egen faglighed, men også at kunne vise min faglighed over for andre mennesker, siger David Kjærside.

Selvom eleverne er bekendt med, at arbejdet i sundhedssektoren forudsætter at man af og til løber stærkt, gør det ikke motivationen mindre for en dag at kunne hjælpe de borgere, der behøver det.

- Vi er da bekymrede, men heldigvis er vi gode til at huske at holde fokus på mennesket, så længe vi husker at holde fokus på det, så kan vi også sikre kvaliteten af det vi laver uanset hvordan arbejdsdagen måtte gå, fortæller David Kjærside.

Underviser tror på sejr

Med til træningssessionen er underviser Helle Thrysøe Birkkjær. Hun noterer på blokken og giver bagefter eleverne feedback. 

- Jeg tror fuldt og fast på, at de kommer helt til tops, siger underviseren, inden hun understreger, at det er alle skolens studerende, der skal komme ud med stærke skills i omsorgsdisciplinen. 

- Det er vigtigt for mig, at de får en faglighed de er stolte af, og hvor de tænker at her kan jeg komme ud og gøre en forskel, siger Helle Thrysøe Birkkjær.

260324 Sosu DM i skills nara 15186


Hos David Kjærside og Christine Christensen har nerverne allerede meldt sig på banen.

- Selvfølgelig er jeg nervøs, for det er jo en konkurrence, og man vil da gerne vinde, det er jo ikke det. Men det er jo også lige så meget det vigtige at vise. Hvad kan jeg, men hvad kan vi egentlig også i en helhed som fag, siger David Kjærside.

DM i SOSU-skills afholdes den 18.-20. april i Roskilde.


Seneste nyt

fra Nordjylland