Svend på 95 og Else på 93 tester teknologi: - Vi skal ikke have sådan noget

Der var torsdag innovationsdag i Aalborg. Her var Svend Larsen på 95 og Else Christensen på 93 inviteret med for at tjekke nye velfærdsteknologier ud.

I nyere tid går den teknologiske udvikling hurtigere og hurtigere. Og mens at hænderne i sundhedsvæsenet er en mangelvare, så kan teknologien gøre, at flere af de ældre kan gøre de ældre mere selvstændige.

For at tjekke den nye teknologi ud var Svend Larsen på 95 år og Else Christensen på 93 inviteret med til Innovationsdag i Aalborg for at vurdere og afprøve fremtidens velfærdsteknologi. 

De to er beboere på Lindholm Plejehjem, og de oplever lidt af hvert på messen. Hurtigt får de øje på en rollator, der kan laves om til en stol. 

- Den er god, men den koster jo de hvide ud af øjnene, siger Svend Larsen, og Else Christensen supplerer.

- Jamen sådan vil jeg gerne have med hjem. I går gik jeg til Nørresundby, og så er der godt nok langt hjem, fortæller hun. 

Skjorte med magneter

Men selvom Else Christensen umiddelbart er glad for rollatorstolen, så er hun ganske skeptisk, når det kommer til robotter til genoptræning. 

- Nej, vi har alle de søde pige. Vi skal ikke have sådan noget, siger Else Christensen. 

Der er dog mangelvare på netop folk i ældreplejen, og derfor skal plejehjemene forsøge sig med velfærdsteknologi. 

- Jeg kunne rigtig godt forestille mig, at vi måske i fremtiden kan få indført noget, som kan erstatte den tid, medarbejderne bruger på dokumentationen i dag. Det kunne jo være en brille, som egentlig skrev det ned, som medarbejderne oplevede og så derude, siger Asia Johanna Christensen, der er leder på Lindholm Plejehjem. 

Hun bliver bakket op af tal fra fagforbundet FOA, som viser, at der om fem år vil mangle 40.000 uddannede social- og sundhedsmedarbejdere i Danmark.

Andet af teknologien fanger da også Svends opmærksomhed. En skjorte med magnetknapper, hvor man ikke skal bøvle med at få knapperne igennem de små huller.

- Jeg kan ikke knappe mine skjorter i toppen. Så kan jeg stille og fumle i lang tid, siger Svend Larsen. 

Se hele indslaget med Svend og Else herunder:

I dag var der innovationsdag på Sosu Nord i Aalborg. Her var 95-årige Svend Larsen og 93-årige Else Christensen taget med for at afprøve den nye teknologi.



Seneste nyt

fra Nordjylland