Sygehusbesparelser: - Det er rigtig trist, at der skal spares så mange mennesker væk

Sclerosepatient frygter for kvaliteten i sundhedsvæsenet, efter Region Nordjylland ifølge spareplaner skal nedlægge 229 stillinger på sundhedsområdet.

- Jeg synes, den er faldene, og det hører jeg desværre rigtig mange steder.

Sådan siger Dennis Pehrsson Schjønning om kvaliteten i det danske sygehusvæsen. Han er førtidspensionist og har kæmpet med sclerose i 16 år. 

Derfor har han fulgt udviklingen i det danske sygehusvæsen, som er blevet gradvist ringere, mener han. Og med gårsdagens udmelding om, at der i Region Nordjylland skal nedlægges 229 stillinger, frygter han, det bliver værre.

Helt konkret frygter han, at behandlingen for patienter som ham, bliver ringere. 

- Det er rigtigt trist, at der skal spares så mange mennesker væk bare for nogle dumme penge, siger han. 

Region Nordjylland skal nemlig spare 280 millioner kroner på sundhedsområdet, fordi der er brugt flere penge end budgetteret. En besparelse, der udmøntes sådan, at alle afdelinger skal spare fire procent. Politikerne i regionen og hospitalsledelsen har ikke ville sige, hvad det kom til at betyde for personalet på Regionshospitalet i Hjørring og på Aalborg Universitetshospital.

Bank i bordet

Men planerne om at skulle nedlægge 229 stillinger er blevet fremlagt i de såkaldte samarbejdsudvalg i regionen.

Og hos foreningen af yngre læger i Region Nordjylland er man enige i Dennis Pehrsson Schjønnings bekymring.

- Jeg er nervøs. Når jeg kigger på, hvad konsekvenserne af de besparelser er, tænker jeg helt klart, det er noget, der kommer til at betyde noget. Det er noget, der kan mærkes, nærmest uanset hvem man er, når man går ind som patient i det her system, siger Ole Møller Hansen, der er regional forperson og afdelingslæge på Børn og Unge, Regionshospital Nordjylland.

Ole Møller Hansen mener, Region Nordjylland må få flere penge ud af regeringen for at dække overforbruget i sundhedsvæsenet i Region Nordjylland.
Ole Møller Hansen mener, Region Nordjylland må få flere penge ud af regeringen for at dække overforbruget i sundhedsvæsenet i Region Nordjylland.

Og fagforeningerne for de forskellige faggrupper mener heller ikke, at nedlæggelse af stillinger er den rigtige vej at gå. Hos FOA, der blandt andet har sosu-assistenter og portører, mener man, at Region Nordjylland skal banke i bordet hos finansministeren og få ekstra penge fra staten.

- Det er en af vejene. At få fundet nogle flere penge fra regeringen, selvom de ikke er villige til at slippe ret mange af dem. Men der er overskud på finanserne, så de burde også falde ud til regionerne, siger formand for FOA Nordjylland, Kristian Gaardsøe.

Og det synspunkt kan Ole Møller Hansen tilslutte sig.

- Når jeg sidder og ser TV-aviser om aftenen, så ser jeg jo en finansminister, der træder frem og siger, at det går godt, der er masser af penge, vi kan give skattelettelser, vi kan give en masse initiativer. Og så kigger jeg ud på min arbejdsplads og på mine kollegaer i kommunerne og siger, hvorfor er der ikke penge derude i stedet for?


Seneste nyt

fra Nordjylland