Tea og Tilde kæmper i Først til verdens ende: Beslutningen blev taget i sidste sekund

Søstrene sendte deres ansøgning på den sidste dag.

Når den nyeste sæson af 'Først til verdens ende' ruller over skærmen mandag, består det ene af de fem makkerpar af de nordjyske søstre Tea og Tilde Ingemann Olsen. Her skal de konkurrere med fire andre par, om at rejse uden nutidens bekvemmeligheder for en præmie på 250.000 kroner.

Dog var det ikke den potentielle pengepræmie, der var mest tiltalende for de to søstre.

- Vi tænkte, at det kunne være den fedeste oplevelse at være med. Vi kunne også se fra tidligere sæsoner, at der ikke kun var oplevelser, men at det også var en udviklingsrejse, fortæller de to søstre.

Selv troede søstrene ikke på, at de ville komme med i programmet. De sendte nemlig deres ansøgning til TV 2 på sidste dato for fristen. Men så gik det stærkt. 

Et par uger efter modtog de et opkald fra TV 2, hvor de fik at vide, de var med. Derefter fulgte en længere castingproces, som i sidste ende resulterede i, at Tea og Tilde kom med i programmet. Det var dog forskellige reaktioner, de modtog, fra deres mor og kærester.

- Vores mor syntes jo, at det var det fedeste, at vi skulle ud på denne rejse. Vores kærester var lidt mere nordjyske, og sagde 'nå, det er da fedt', fortæller søstrene med et grin.

- Vi blev endnu tættere

Derfor skulle de to søstre møde op en oktober morgen i Kastrup Lufthavn, hvorfra turen gik mod Japan og Tokyo, hvor deres rejse skulle begynde. Og lidt research havde Tea og Tilde forberedt hjemmefra.

- Vi genså de tidligere sæsoner, og så hvad de gjorde. Vi vidste, at det ville blive hårdt, fortæller de og tilføjer.

- Men vi havde ikke en idé om, hvor vildt det ville være, både i forhold til oplevelserne, og hvor udfordrende det ville være.

Men selvom udfordringerne var mange, så har oplevelsen også haft en positiv effekt på søstrene. Tea var før turen en 'kontrolfreak', men er efter turen blevet mere afslappet. Og så er søstrene blevet endnu tættere end før.

- Vi syntes, vi var tætte inden turen. Men noget af det, vi fik ud af turen var, at vi blev endnu mere tætte, fortæller de.

Savn til familien

På turen, der strækker sig fra Tokyo i det nordlige Japan og 14.000 kilometer sydpå til Bali, havde Tea og Tilde ingen adgang til hverken kreditkort, mobil eller internet. Det var derfor især manglen på kontakt til de nærmeste hjemme i Danmark, der var hårdt.

- Der var mega meget savn, det kunne vi godt mærke. På en normal rejse har man også telefon, og mulighed for kontakt hjem, og det havde vi ikke her. Så det var underligt ikke at vide, hvad der foregik i sine bekendtes liv, fortæller de.

Nu er søstrene vendt tilbage til Nordjylland, men der kommer helt sikkert et gensyn med Det Fjerne Østen.

- Allerede da vi var på ruten, snakkede vi om, at det kunne være fedt at komme tilbage med familien og opleve det her, fortæller de.

Sidste år var det to nordjyder, der vandt programmet. Nemlig de to nordjyske søstre Susie og Heidi Rasmussen.

Du kan følge Tea, Tildes og de resterende deltageres rejser på TV 2 og TV 2 Play fra 18. marts.


Seneste nyt

fra Nordjylland