Ny prisuddeling: TV2 Nord kårer Årets Nordjyske Ambassadør
Det er kunstnerparret Britta Madsen og Søren Gøttrup fra Støvring, som har skabt den flotte glas-statuette til vinderen af Årets Nordjyske Ambassadør. Foto: Thomas Kollerup / TV2 Nord
I forbindelse med Årets Nordjyde 2021 uddeler TV2 Nord for første gang en ny pris til Årets Nordjyske Ambassadør.
Man har lyst til at skrige det ud, for det er det oplagte valg
Peter Møller Madsen, dommer, Årets Nordjyde
Når TV2 Nord den 7. oktober kårer Årets Nordjyde ved et stort festshow på Vendsyssel Teater, så er det ikke længere den eneste pris, der bliver uddelt den aften.
For første gang vil TV2 Nord også uddele prisen som Årets Nordjyske Ambassadør.
Denne pris gives til en person, som nationalt eller internationalt har været med til at sætte Nordjylland på kortet og sætte et positivt lys på regionen.
Sætter Nordjylland på verdenskortet
Årets Nordjyske Ambassadør har nordjyske rødder i bred forstand og har med sin optræden, indsats og personlige karisma haft særligt stor betydning for at øge den nordjyske selvforståelse, stolthed og egenart.
- Vi vil gerne lave et tillæg til prisen Årets Nordjyde, som vi har nu, hvor vi siger, at her har vi et menneske, som sætter Nordjylland positivt i fokus - også på den helt store scene, nationalt eller internationalt, udtaler adm. direktør for TV2 Nord, Mikael Justesen.
Det er dommerpanelet til Årets Nordjyde, der – ud over at finde de fem kandidater til Årets Nordjyde – også udvælger den person, der skal hædres som Årets Nordjyske Ambassadør.
Afsløres på aftenen
I år er dommertrioen skuespiller Lone Rødbroe, festivalleder for Nibe Festival, Peter Møller Madsen, og Lasse Heidelbach, der står bag patienforeningen ”Organdonation – ja tak”, og de glæder sig til at offentliggøre vinderen af den nye pris.
- Man har lyst til at skrige det ud, for det er det oplagte valg. Vi var ikke særligt uenige i juryen, så det bliver fedt, når vi den 7. oktober kan løfte sløret for, hvem den her fantastiske, nordjyske ambassadør er, siger Peter Møller Madsen.
Årets Nordjyske Ambassadør hædres med en statuette i glas udformet af kunstnerparret Britta Madsen og Søren Gøttrup fra Støvring, og ambassadøren modtager prisen samme aften, som Årets Nordjyde bliver kåret.
Du kan se fejringen og uddelingen af priserne til både Årets Nordjyde og Årets Nordjyske Ambassadør på Salto og tv2nord.dk den 7. oktober klokken 19.45.