15 procent flere har søgt ind på lægestudiet i Aalborg

Lægestudiet i Aalborg er populært. I år har 15 procent flere søgt ind på kvote 2 end sidste år, og markant flere ansøgere har nu medicin på Aalborg Universitet som deres førsteprioritet.

Det er populært at læse til læge i Aalborg. Onsdag var der frist for at ansøge om en plads medicinstudiet på Aalborg Universitet (AAU) på kvote 2, og det er en mulighed, som mange håbefulde unge har gjort brug af.

I alt har 1.354 unge søgt om optagelse på AAU’s lægestudie via kvote 2. Det er 175 flere end sidste år og en stigning på næsten 15 procent. Endnu mere iøjnefaldende er stigningen i antallet af ansøgere, som har medicin i Aalborg som førsteprioritet. Den er på næsten 62 procent – fra 146 sidste år til 236 i år.

Det skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

- Med de første AAU-uddannede læger har de unge kunnet konstatere, at Medicin i Aalborg er en uddannelse, som fungerer, og at de, som har gennemført den, har været glade for studiet. Samtidig er de 50 ekstra studiepladser jo et kvalitetsstempel fra ministeriet. Sammenlagt skaber det en tillid til, at man får en rigtig god uddannelse, når man læser til læge på AAU, siger Lars Hvilsted Rasmussen, dekan på AAU’s Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Læs også 50 nye lægestuderende til Aalborg Universitet

Aalborg Universitet er på grund af lægemanglen i Nordjylland blevet tildelt 50 ekstra pladser på lægeuddannelsen i 2017. Det betyder, at der i år bliver optaget 150 studerende på lægestudiet.

- Det ser således ud til, at vores medicinstudie får den ønskede regionale effekt. Nu kan vi se, at uddannelsen også bliver mere populær hos de unge. Det er en meget positiv udvikling – både for regionen og for universitetet, siger Lars Hvilsted Rasmussen.

Sidste år havde medicinstudiet på AAU i alt 1.592 ansøgere, og det tal kan også stige i år. Fristen for at søge ind på kvote 1, hvor ansøgerne bliver vurderet på deres karaktergennemsnit, er 4. juli.

I 2016 krævede det et karaktergennemsnit på 10,8 at komme ind på lægeuddannelsen i Aalborg på kvote 1.

Flere nyheder fra TV2 Nord