Forældre kritiserer besparelser: Aalborg vil inkludere dobbelt så mange børn

Aalborg Kommune vil halvere antallet af specialelever og i stedet inkludere dem i almindelige klasser. Det møder kritik fra forældre til børn med særlige behov.

Flere børn med særlige behov skal ud af specialklasserne og ind i de almindelige folkeskoleklasser i Aalborg Kommune. I hvert fald hvis det står til politikerne. Helt konkret ønsker politikerne at halvere antallet af elever, der går i specialtilbud, og i stedet inkludere dem i almindelige skoleklasser.

Kommunen står nemlig til et underskud på 45 millioner kroner om tre år, hvis stigningen i antallet af specialelever ikke standses. Tirsdag drøftede skoleudvalget, hvordan man i fremtiden kan øge inklusionen i folkeskolen - og det har allerede fået forældre til børn i specialklasser til at frygte det værste.

En af de bekymrede forældre er Marlene Simoni. Hendes søn er diagnosticeret med ADHD, og han havde store problemer med at klare sig i en almindelig skoleklasse. 

- Han kæmpede en kamp, og når han så kom hjem, var han ligbleg og havde svært ved at være der. Han kom hjem en dag og var helt bleg, og så nåede jeg lige at gribe ham, inden han besvimede og sagde "jeg kan ikke mere, mor”, fortæller Marlene Simoni.

Rådmand afviser besparelser

I dag er Marlene Simonis søn kommet i specialklasse og trives. Derfor er hun og resten af foreningen BHOV, som er en sammenslutning af forældre til børn med netop særlige behov, nervøse for de planer om øget inklusion, som skoleudvalget i Aalborg Kommune tirsdag har drøftet for første gang.

- Vi frygter og kan også se, at vores børn bliver økonomiske gidsler i det spil her. Så det ikke er vores børn, der bliver prioriteret med økonomien, siger Marlene Simoni.

Rådmand Tina French (V) afviser dog, at der skulle være tale om en spareøvelse ved at inkludere flere børn end i dag.

quote Vi frygter og kan også se, at vores børn bliver økonomiske gidsler i det spil her.

Marlene Simoni, forælder

- Det, det her handler om, er, at vi gerne vil sørge for, at så mange børn som overhovedet muligt kan gå i den lokale folkeskole, medmindre du har et virkelig indgribende handicap, siger Tina French.

- Vi tager det her problem rigtig alvorligt. Vi vil gerne lave de bedste løsninger, tilføjer hun.

- Inklusion kræver tid og penge

Antallet af elever i specialtilbud er steget de seneste år og er nu på samme niveau som i 2012, hvor der kom øget fokus på at inkludere flere elever i folkeskolen.

Ifølge Niels Egelund, som har forsket i netop inklusion i folkeskolen, kræver det både tid og penge, hvis det skal lykkes at rykke flere børn ind i de almindelige skoleklasser.

- Det kræver, at der bliver gjort noget, og det bliver det altså ikke billigere af, kan jeg sige. Det kræver efteruddannelse af lærere, så de ved, hvordan de skal reagere, siger Niels Egelund.

På skoleudvalgets næste møde den 4. december skal medlemmerne drøfte, hvilke konkrete tiltag der skal til for at få flere børn inkluderet i folkeskolen. Fra Marlene Simoni og BHOV er beskeden til politikerne klar:

- De her børn ændrer sig ikke. Det kræver helt andre rammer.


Seneste nyt

fra Nordjylland