Smukt syn: De store sejlskibe er sejlet afsted

Lørdag satte skibene i Aalborg Havn sejl og drog afsted på dette års Tall Ships Races. Næste stop er Fredrikstad i Norge.

Masser af nysgerrige gæster er lørdag mødt op på havnefronten i Aalborg for at se de mange skibe, der i dag drager afsted på The Tall Ships Races 2019.

Skibene har i fire dage ligget til i Aalborg og Nørresundby, og i hele byen har man kunne se matroser og besætningsmedlemmer fra hele verden gå rundt. Lørdag, inden afgang, kravler flere af besætningsmedlemmerne til tops i masterne, og det imponerer tilskuerne på havnen:

- Det er vildt fedt. Det er ikke noget, man ellers ser, så det er fedt, at det kommer her til Aalborg i stedet for, at det altid er i hovedstaden, det hele kommer, siger Sofie Krogsgaard Gregersen og Sofie Bjerregaard fra Fjerritslev.

TV2 Nord har været med alle dage til The Tall Ships Races. Her er vores livesending fra torsdag den 4. juli.

Mexicanske matroser

Det er især det mexicanske skib Cuauthemoc, der trækker mange tilskuere. Det er et af de største skibe til Tall Ships Races, og skibet har en besætning på 237 mand.

quote Det er jo de kæmpestore, flotte skibe, vi har set i havnen de sidste par dage, og det er imponerende at se dem sejle ud her,

Mette Nyborg Jørgensen, Aalborg

Skibet har to gange før vundet Tall Ships Races. Det tilhører den mexicanske flåde og er en del af det mexicanske militær. Inden afgang bliver der fløjtet, sunget og vinket til tilskuerne, inden besætningsmedlemmerne kravler i masterne, klædt i klassisk matrostøj.

- Vi har studeret de unge mennesker, der kravler op i toppen af masten. Jeg tror nok, at jeg ville være lidt svimmel, hvis det var mig, der skulle den vej. Jeg foretrækker at stå lidt på afstand og betragte dem. Men det er da et imponerende skib, absolut, siger Preben Lundberg fra Løgstør.

TV2 Nord har været med alle dage til The Tall Ships Races. Her er vores livesending fra fredag den 5. juli.

Tall Ships Races

Klokken 13 stævner skibene ud fra Aalborg, og i en lang række sejler de afsted af Limfjorden. Derfor har flere taget plads ved kysten fra Aalborg til Hals. Ved Grønlandshavnen sidder mange klar på stenene ud til vandet, da skibene kommer sejlende forbi.

- Jeg synes, det er helt fantastisk. Det er jo de kæmpestore, flotte skibe, vi har set i havnen de sidste par dage, og det er imponerende at se dem sejle ud her, siger Mette Nyborg Jørgensen fra Aalborg, der har taget kikkerten med til kysten for at få det bedste syn.

Næste stop for skibene er Fredrikstad i Norge, hvor de lægger til fra den 11. til 14. juli. Turen fra Aalborg til Fredrikstad er første heat i The Tall Ships Races.

Herefter sejler nogle af skibene til Bergen i Norge, hvorfra andet heat går til Aarhus. Skibene lægger til i Aarhus fra den 1. til den 4. august. På Grønlandshavnen er Erik Buus fra Aalborg også glad for at se skibene sejle forbi:

- Det er flot at se så mange skibe på en gang. Der er vind i ryggen og alting, så jeg tror ikke, de kan få en bedre udsejling end i dag, siger han.

Se de mange skibe, der sejler ud af Aalborg, fra oven. 

Tall Ships Races

tall ships races

play Se det historiske fyrværkeri blive fyret af over Aalborg

tall ships

En halv million gæster lagde vejen forbi Tall Ships Races

tall ships

play Kæmpe skibe, fest og gøgl: Se alle højdepunkterne fra The Tall Ships Races

default_thumb

play Smukt syn: De store sejlskibe er sejlet afsted

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland