Krydstogtkaj på usikker grund: Havnen sikres med sten og beton

4000 tons kampesten ligger lige nu på havnefronten i Aalborg. Foto: Steven Vikkelsø Andersen

02:42

Aalborg Kommune har nu iværksat en bundsikring ved Honnørkajen i Aalborg, så fremtidige krydstogtskibe i Aalborg har et sted, de kan ligge til inde i byen.

Foto: Steven Vikkelsø Andersen

1 af 3

Honnørkajen i Aalborg, hvor krydstogtskibe lægger til, skal sikres med sten og beton, fordi de store skibes skruer ødelægger fundamentet under kajen.

Der er i øjeblikket heftig aktivitet på Limfjorden foran Aalborgs havnefront. Mens en kran graver i havbunden, er honnørkajen fyldt 4000 tons kampesten. Og det har de seneste dage skabt undren blandt forbipasserende og områdets brugere.

Forklaringen skal findes hos de mange krydstogtskibe, der i løbet af sommeren har lagt til ved Honnørkajen, som området kaldes mellem Utzon Center og Jomfru Ane Parken.

- Når krydstogtskibene lægger fra kaj, så opstår der meget store kræfter, så der hvirvler en masse materiale op fra fjorden, og der dannes store dybe huller. Og for at undgå de her store, dybe huller i fjorden, så lægger vi en betonplade ud, forklarer Henrik Jess Jensen, der er afdelingsleder ved Trafik og Veje i Aalborg Kommune.

Læs også Royalt besøg: Dronningen gæster Kunsten i januar

Ifølge Henrik Jess Jensen er bundsikringen en nødvendig forudsætning for, at krydstogtskibe også kan anløbe kajen i fremtiden.

- Hvis ikke vi gøre det her, så er der fare for, at Honnørkajen vil sætte sig og skride mod fjorden, siger Henrik Jess Jensen.

Klar til 35 krydstogtskibe i 2019

Det er vandentreprenørfirmaet Svendborg Uddybning, der i øjeblikket er i gang med at grave fjorden en smule dybere, inden de store kampesten dumpes i vandet og et nyt betonfundament skal støbes.

- De store krydstogtskibe spuler havbunden i stykker. Det er nogle store skibe, der lægger til kajen efterhånden, og det er kajen jo slet ikke bygget til, dengang havnen blev lavet, siger Lars Boesen, skipper hos Svendborg Uddybning.

I 2019 skal 35 krydstogtskibe anløbe Aalborg, og derfor er Michael Rosenkilde Lind, krydstogtansvarlig hos Aalborg Havn, glad for, at Honnørkajen nu bundsikres.

- Vi er rigtig glade for at se, at Aalborg Kommune er gået i gang med vedligeholdelsesarbejde på Honnørkajen. Kajen har jo rigtig stor betydning for krydstogt i Aalborg og for den salgsindsats, som vi har fremadrettet, siger Michael Rosenkilde Lind.

Kampestenene skal efterplanen dumpes i havnen i løbet af næste uge, og derefter skal et nyt fundament støbes i beton.

Flere nyheder fra TV2 Nord