Lille firben spænder ben for virksomhed på Mors

Den lokale naturfredningsforening jubler, mens virksomheden Imerys ærgrer sig.

Hensynet til det fredede markfirben har nu en gang for alle standet udgravningen af moler på et overdrev på Nordmors.

Morsø Kommune havde ellers givet dispensation til, at virksomheden Imerys kunne udvinde moler i overdrevet i Stærehøj. Det resulterede dog i klager, og nu har miljø- og fødevareklagenævnet afgjort, at firbenet kan blive boende på overdrevet i fred for udvinding.

Det får formanden for Danmarks Naturfredningsforening Mors, Mette Jensen, til at juble.

Markfirben:

Markfirbenet er et kraftigt, kortbenet firben. Det kendes fra det almindelige firben ved at være kraftigere og med kort, højt hoved samt afstumpet snude. Det bliver op til 23 centimeter lang.

Det findes over hele landet - mest almindelig ved kysterne. Det lever i åbne områder med løs, gerne sandet jord, hvor den ofte træffes i små kolonier.

Markfirbenet er fredet i Danmark.

 

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

- Vi er glade for, at vi er blevet hørt, og at der er nogen, der tænker som os. At det her er noget, der skal bevares. Der er noget, vi skal passe på ikke at tage væk, siger hun og tilføjer:

- Her på Mors har vi en lille natur. Når vi tænker på naturkapitalen, så ligger vi helt i bund sammen med Struer, så derfor er det rigtigt vigtigt, at man ikke graver den her fine natur væk.

Skuffet virksomhed

Hos Imerys, som ønskede at få lov til at grave i området, forstår administrerende direktør Søren Klitskov ikke afgørelsen.

- Min personlige holdning er, at jeg synes, det er lidt pjattet. Men vi skal selvfølgelig overholde landets love og regler, siger han.

- Med de restriktioner der kommer, så giver det os også nogle udfordringer i at have en virksomhed, som vi har her på Nordmors. Vi bifalder under ingen omstændigheder afgørelsen.

Han er ikke den eneste, der er utilfreds med afgørelsen, der blandt andet begrundes med hensynet til firbenet. Også Meiner Nørgaard, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget for Dansk Folkeparti i Morsø Kommune, ærgrer sig.

- Det her rammer os jo rent faktisk hårdt på vores erhvervsstrategi med udvikling af arbejdspladser. Det her er et af de gamle erhverv, der har udviklet sig op igennem tiden, og det skal de selvfølgelig også have lov til at fortsætte med, siger han.

For den lokale naturfredningsforening stopper kampen dog ikke her. Imerys har nemlig planer om at grave efter moler i et andet område tæt på overdrevet, og det vil de også have stoppet.

Moler:

Moleret består af en blanding af kiselalger og ler. Det grundlæggende træk ved moler er dets evne til at absorbere og isolere. Det findes kun i et område omkring Limfjorden på Fur, Mors og den nordlige kyst af halvøen Salling i Danmark.

Moleret blev dannet over en periode på et par millioner år for 55-53 millioner år siden på bunden af det hav, som dengang dækkede området.

 

Kilder: moleret.dk og Imerys


Seneste nyt

fra Nordjylland