Julelys på Kirkeby-værk begejstrer: - Jeg synes, det er super flot

00:56

Menigmand i Aars har svært ved at se det store problem i, at handelsstandsforeningen har boret huller i Per Kirkebys Muren for at sætte julelys op.

Mens politikere og kunstkendere er forargede over, at Aars Handelsstandsforening har fået tilladelse til at bore huller i og montere julelys på kunstværket Muren af Per Kirkeby, tager folk på gaden det anderledes roligt.

I hvert fald dem, TV2 Nord fangede torsdag eftermiddag. Her var det svært at finde nogen form for ophidselse over det, man ellers kunne påstå var krænkelse af et kunstværk:

Læs også Forargelse i Aars: Rawplugs, stikdåser og julelys på kunstværk

- For det første synes jeg, det er super flot. For andet tror jeg ikke, nogen kan have noget imod det, siger Sonja Nielsen fra Aars.

- Jeg tror heller ikke, Per Kirkeby ville have syntes, at det var noget, han ikke syntes om. Det er da at ære hans minde at sætte sådan noget flot julebelysning op, tilføjer hun.

- Alt skal ikke gå op i kunst

Heller ikke Ib Jensen, Aars, ser noget forkert i at sætte lys på Per Kirkebys værk.

- Da den lille havfrue skulle en tur til Kina, var der ingen, der brokkede sig. Så kan jeg jo ikke se, at der er noget galt i det her, siger Ib Jensen.

For det første er Per Kirkeby død. Han kan ikke blande sig mere. Alting kan ikke bare gå op i kunst og gamle museer.

Ib Nielsen, Aars

Men der er jo regler for, at man ikke må pille ved et færdigt kunstværk?

- For det første er Per Kirkeby død. Han kan ikke blande sig mere. Alting kan ikke bare gå op i kunst og gamle museer, som vi har, der koster flere milliarder. Og hvad kostedet det ikke at lave omfartsvejen, fordi de skulle sidde derude med en teske og pille i jorden? Det kan jeg ikke få øje på, at vi har brug for i vores samfund, siger Ib Jensen.

Kunst eller ej?

Tilladelsen til at sætte julelysene op med skruer og rawplugs kommer fra administrationen i Vesthimmerlands Kommune. Ingen politikere har været inde over beslutningen. En af dem, der er blevet forargede over julelysene på Muren, er tidligere formand for Himmerlands Kunstmuseum, Palle Rønde Møller.

Sådan ser det ud, når lysene er tændt på Muren. Foto: Mick Anderson

- Det er en ødelæggende handling overfor et kunstværk, og der findes altså lovgivning her i Danmark. Det er jo visuelt en forurening af værket, der er tale om. Jeg synes, det skal pilles ned, siger Palle Rønde Møller til TV2 Nord.

På TV2 Nords facebookside har flere brugere blandet sig i debatten om lysene på Per Kirkebys Muren. Og her er der ikke helt enighed om, hvorvidt værket kan kaldes et kunstværk:

  Foto: Facebook

Flere nyheder fra TV2 Nord