AaB-cheftræner efter blamage: Kommer til at stille langt større krav

Cheftræner Jacob Friis og resten af AaB-mandskabet var ekstremt skuffede over egen præstation efter nederlaget til Randers FC.

AaB's superligamandskab lod sig søndag eftermiddag ydmyge hjemme på Aalborg Portland Park, da de åbnede forårssæsonen med et 0-3-nederlag til Randers FC. 

Skuffelsen og selvransagelsen var derfor ikke til at tage fejl af oven på kampen hos cheftræner Jacob Friis. Der skal ske store forandringer i den kommende uge, hvis cheftrænerens ord skal stå til troende. 

- Vi kommer til at stille langt større krav til hinanden, for vi kan vel ikke tage en eneste positiv ting med fra den her kamp, siger cheftræner Jacob Friis.

Jacob Friis overtog roret i AaB før jul med tre kampe tilbage i efteråret. Her blev det til to sejre og et enkelt nederlag efter en lang periode med svingende resultater under den tidligere cheftræner Morten Wieghorst. Der har derfor blæst mere positive vinde over Limfjordens vande og AaB henover vinterpausen, men de positive takter og tanker blev med et trylleslag smidt på gulvet efter søndagens blamage mod Randers. 

- Det er skrækkeligt at må erkende, men det var ekstremt ringe, lyder det fra Jacob Friis.

Det var et held, at AaB kunne gå til pause uden at være bagud. Men i 2. halvleg gik den så ikke længere, og hele tre gange måtte AaB-keeper Jacob Rinne hente bolden i netmaskerne. Og cheftræner Jacob Friis erkender, at intet fungerede søndag eftermiddag. 

- I det fysiske duelspil vidste vi, hvad Randers ville komme med. Vi skulle tage kampen op, og det gør vi ikke. Vi taber vel ni ud af ti nedfaldsbolde til dem og kommer ikke først på noget.

- Når vi så endelig er på bolden, så har vi vel ikke én offensiv kollektiv bevægelse, der gør ondt på modstanderen. Randers' forsvar havde det for nemt, og de bliver ikke udfordret på noget som helst tidspunkt, siger Jacob Friis.

AaB's næste kamp er mandag 18. februar på udebane mod topholdet FC Midtjylland. 

Interview med AaB-cheftræner Jacob Friis efter nederlaget til Randers FC.

Seneste nyt

fra Nordjylland