Landbruget beder om økonomisk hjælp: - Hvor mange skal gå fallit?

Torsdag mødes landbrugets parter til et krisemøde på Axelborg. Her er det miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen og formand for Landbrug og Fødevarer Martin Merrild. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Regeringen kalder nu årets tørke for en naturkatastrofe og giver endnu en håndsrækning til landbruget - men der skal penge til for at redde landmændene, lyder det nu fra Landbrug og Fødevarer.

Regeringen har torsdag rakt endnu en hjælpende hånd ud til de tørkeramte danske landmænd i form af mere lempelige regler for foder og en ny frist for at få efterafgrøder i jorden.

Men det er en anden slags hjælp, landbrugsorganisationerne har mest brug for. Det siger Martin Merrild, formand for Landbrug og Fødevarer til TV2. 

Læs også Tørken koster landbruget milliarder - parter indkaldt til krisemøde

Han ønsker sig en form for økonomisk hjælpepakke, som den de svenske landmænd netop har fået den svenske regering på 1,2 milliarder svenske kroner. Det svarer til 870 millioner danske kroner.

- Vi kan jo ikke stå i en situation, hvor der bliver talt om statslige hjælpeordninger i landene omkring os, som vi konkurrerer med, og så fuldstændig afskære os muligheden for også at tale om det nu, siger Martin Merrild til TV 2 forud for landbrugets krisemøde på Axelborg, hvor også miljø- og fødevareministeren deltager.

Væk med skat på 900 millioner

Som alternativ til en hjælpepakke, som miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) ikke er begejstret for, foreslår Landbrug og Fødevarer at droppe jordskatten, der hvert år koster landmændene cirka 900 millioner kroner.

- Det var jo et naturligt sted at starte, så vi kan ligestilles med de landmand, der er rundt omkring os i sådan en vanskelig situation, siger Martin Merrild til TV 2.

Men burde landbruget i højere grad ikke selv have polstret sig? Betalt ind til en fond eller på anden vis have gjort sig klar til, at der kunne komme kriser som denne her?

Der er landmænd, der kommer til at gå fallit i denne her tørke. Men hvor mange er det, at samfundet vil acceptere går fallit?

Martin Merrild

- Der er da ikke noget en landmand ønsker mere end at have en robust og stærk økonomi, så han kan klare en tørke uden at komme i problemer, siger Martin Merrild og henviser til, at flere kriseramte landmænd kan være nyopstartede eller netop have investeret i udvidelser.

- Der er landmænd, der kommer til at gå fallit i denne her tørke. Men hvor mange er det, at samfundet vil acceptere går fallit? spørger han.

Tørkefond kan være løsning

Netop en fond, som landmændene selv betaler ind til i tilfælde af kriser som dette års tørke, kan dog være vejen frem. Det mener i hvert fald lektor i landbrugsøkonomi ved Aalborg Universitet, Mogens Ove Madsen, der også sidder i regionsrådet i Region Nordjylland for Socialdemokratiet.

- Det er alvorligt for landbruget, og det ser træls ud mange steder, både for de økologiske kvægproducenter og de svineavlere, der satser på, at deres eget korn skal være foder til vinter. De løsninger, de må ty til nu, for at sikre nok foder, er ikke holdbare løsninger. Derfor mener jeg, at en tørkefond kunne være en måde at håndtere problemet på på lang sigt, siger Mogens Ove Madsen.

Han mener, det må være op til landmændene selv at lægge penge til side i de gode år, så de har noget at stå imod med, når man oplever år som dette. 

02:44

Regeringen er kommet med en håndsrækning til landmændene. Men det får minimal betydning her i Nordjylland, lyder det fra LandboNord.

Luk video

 

Flere nyheder fra TV2 Nord