Nye initiativer skal forbedre buschaufførers arbejdsvilkår

02:38

Nordjyske buschauffører demonstrerede mandag på John F. Kennedys Plads i Aalborg. Demonstrationen blev afholdt samtidig med, at chaufførernes fagforening 3F og Nordjyllands Trafikselskab skulle mødes for at drøfte en løsning på situationen.

De nordjyske buschauffører har i flere måneder kæmpet for bedre arbejdsvilkår. Nu igangsættes tre initiativer efter et forhandlingsmøde.

Det begyndte tilbage i efteråret 2018 med kampagnen ”Tid til at trykke stop”. En landsdækkende kampagne iværksat af 3F imod for stramme køreplaner for busser. Buschaufførerne krævede bedre tid i køreplanen, så der var tid til toiletpauser og uforudsete forsinkelser.

Siden har chaufførerne været på gaden af flere omgange for at demonstrere og vise deres utilfredshed. Det var de også i går, mandag, hvor buschauffører fra Nordjylland mødte på John F. Kennedys plads i Aalborg for at demonstrere.

Demonstrationen førte til et dialogmøde mandag, som nu har udmøntet sig i tre initiativer, som der fremover skal arbejdes videre med.

Tre indsatsområder

Buschaufførernes fagforening, 3F, Nordjyllands Trafikselskab og Dansk PersonTransport deltog i mødet, der drejede sig om køreplanlægning, vagtplanlægning og pauser i den kollektive bustrafik.

Parterne blev enige om tre indsatsområder, som der fremover skal arbejdes videre med:

  • Datagrundlaget skal styrkes, så alle parter i højere grad kan følge med i busselskabernes vagtplanlægning og NT’s køreplanlægning, og der kan dannes et fælles grundlag.
  • Chaufførernes erfaringer skal inddrages i højere grad, når den årlige køreplan skal forbedres og tilpasses.
  • Der skal indføres en metode, der gør det nemmere at ændre eller forbedre køreplaner og køretider i løbet af året og ikke kun ved den årlige køreplansproces.

Fremover bliver det NT’s to lokale samarbejdsudvalg, Entreprenørudvalget og Chaufførkontaktudvalget, der skal stå for at omsætte ideerne til praksis. Busselskaber og -chauffører er repræsenteret i de to udvalg.

I en pressemeddelelse udtaler sektorchef for Dansk PersonTransport, Lasse Repsholt:

- Vi skal også give den en skalle. Alting peger på, at vi skal bruge flere kræfter på en bedre køreplanlægning og en bedre vagtplanlægning. Vi ønsker at tiltrække og fastholde loyale medarbejdere i gode og sunde jobs og at gøre bussen til en attraktiv, miljøvenlig og pålidelig transportform, som nordjyderne kan regne med.

02:21

Den 17. marts var TV2 Nord med en buschauffør på arbejde for at se, hvordan vilkårene er. Se indslaget her. 

Luk video

Forsiden lige nu