Otte nominerede kæmper om titlen som Årets Nordjyde - mød dem her

01:59

Video: Johnni Isaksen

Foto: Johnni Isaksen

1 af 2

Ud af mere end 100 indstillinger har TV2 Nords dommertrio fundet otte nominerede til titlen som Årets Nordjyde, og du kan møde dem her.

Har du fået købt billet til Årets Nordjyde? Gør det HER

Når titlen som Årets Nordjyde og de medfølgende 50.000 kroner skal uddeles 21. marts i Musikkens Hus i Aalborg, er det ni inspirerende nordjyder, der kæmper om prisen.

Det ligger fast, efter at Årets Nordjyde-dommertrioen har udpeget syv nominerede personer og et enkelt makkerpar ud af af de mere end 100 indstillinger, TV2 Nord har modtaget til dette års udgave af prisen.

- Indstillingerne har været meget forskellige, og der har været rigtig mange inspirerende nordjyder imellem, så jeg er glad for, at det ikke er mig, der har siddet med det arbejde, det har været at skære feltet ned til de otte nominerede, siger Ingrid Buch, der er chefredaktør på TV2 Nord og dermed står i spidsen for forberedelserne af det store show, der løber af stablen 21. marts.

Det tunge lod med at vælge de nominerede har i stedet ligget hos de tre dommere, som også i 2017 gjorde det beskidte arbejde og skar feltet ned. Det er tidligere håndboldspiller Rikke Nielsen, sognepræst og tidligere folketingsmedlem Pernille Vigsø Bagge og musiker Ivan Pedersen. Men selvom det er anden gang, de går processen igennem, er det ikke blevet lettere.

- Det er meget sværere, for Ivan var lige blevet hjerteopereret sidste gang, så der var det mig og Rikke, der udvalgte. Nu er han med, og det gør det bare mere kompliceret. Jo flere, der deltager i et demokrati, jo mere besværligt bliver det, lyder det fra Pernille Vigsø Bagge med et smil.

Ikke desto mindre er det lykkedes at finde frem til otte nominerede, som I kan læse mere om her:

1. Martin Langballe og Michael Mark - Team Tvilling

  Foto: Johnni Isaksen

Martin Langballe (tv) og Michael Mark (th) er indstillet og nomineret for deres arbejde i den nordjyske afdeling af Team Tvilling, der bygger bro mellem handicappede og ikke-handicappede. Hver søndag året rundt arrangerer Team Tvilling med Martin og Michael i spidsen løb, hvor de handicappede løbere har fornøjelsen af at få frisk luft i såkaldte løbevogne. Derudover deltager holdet i både halve og hele marathonløb.

- Jeg er dybt i mit hjerte dem evigt taknemmelig for, hvad de gør for handicappede i Nordjylland, lyder det blandt andet i indstillingen af Martin og Michael.

2. Kirsten Martha Hansen

  Foto: Johnni Isaksen

Kirsten Martha Hansen er indstillet og nomineret for sit lange arbejde som frivillig i forskellige foreninger i Aalborg. Gennem de mere end 20 år, Kirsten har været frivillig, har hun hjulpet over 100 personer gennem kriser og videre i livet. I de senere år har Kirsten arbejdet på værestedet VÆKST, der er et værested for tidligere misbrugere og andre socialt udsatte.

- Kirsten hjælper altid andre og især dem, som virkelig har brug for en hjælpende hånd og et skub i den rette retning i livet, lyder det blandt andet i indstillingen af Kirsten.

3. Merete Bonde Pilgaard

  Foto: Johnni Isaksen

Merete Bonde Pilgaard er indstillet og nomineret for sit arbejde med Venligboerne. Merete er initiativtager til Venligboerne, der tog landet med storm. Foreningen knopskudte over hele landet med værdisættet om at sprede venlighed og møde alle mennesker i øjenhøjde. Til demonstrationen for Hjørrings Borgmester Arne Boelt, der blev udsat for trusler, holdt Merete tale om det der ligger hendes hjerte nær: Venlighed. Og så er hun også aktiv i foreningen "Cykling uden alder", der har til formål at give ældre medborgere cykeltransport - i hele landet.

- Meretes ord og værdisæt bygger bro mellem mennesker - det har vi i den grad brug for i dagens Danmark og ude i verden, lyder det i indstillingen af Merete.

4. Hans Peter Wolsing

  Foto: Johnni Isaksen

Hans Peter Wolsing er indstillet og nomineret for sit mangeårige arbejde med at hjælpe nordjyske iværksættere, og han har dermed været med til at sikre, at Nordjylland har et solidt fundament, når det kommer til innovation og entreprenørskab. Hans Peter tog initiativ til NIN - Nordjysk Iværksætter Netværk - og ved udgangen af 2017 havde over 20.000 benyttet sig af NIN's tilbud.

Til dagligt arbejder Hans Peter i Væksthus Nordjylland, og så turnerer han rundt på skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor han inspirerer unge nordjyder til iværksætteri.

- Udover at han er et imponerende menneske og en fantastisk kollega, så har rigtig mange nordjyder rigtigt meget at takke netop ham for. Vi mener, at han fortjener en nominering i kampen om at blive kåret til Årets Nordjyde 2018, lyder det i indstillingen af Hans Peter.

5. Fie Mølholt

  Foto: Johnni Isaksen

Fie Mølholt kunne sagtens nyde sit otium, men ligesom hun gjorde, da hun var aktiv på arbejdsmarkedet, arbejder hun videre på frivillig basis. Hun er formand for Kræftens Bekæmpelse i Frederikshavn, kasserer i Foreningen Frivilligcenter Frederikshavn, bestyrelsesmedlem i Foreningen Tordenskjold, og så er hun da også bestyrelsesmedlem i Frederikshavn Boligforening. Fie har kort sagt en finger med i det meste. Og hun knokler!

- I alle foreningerne yder Fie en fantastisk indsats, og de nyder godt af hendes aktive og ihærdige indsats, lyder det i indstillingen af Fie.

6. Bente Schjødt

  Foto: Johnni Isaksen

Bente Schjødt er grundlægger og daglig leder af Nordjysk Fødevareoverskud, der arbejder for at begrænse spild af mad og samtidig hjælpe nogle af de nordjyder, der ikke har stort overskud på bankkontoen. Bente og de øvrige frivillige har knoklet for at bygge foreningen op, og i 2017 lykkedes det at uddele over 231 tons overskudsmad til trængte familier, velgørende organisationer og flygtningecentre.

- De hjælper mig og mange andre med lav indkomst, og jeg synes, de fortjener at vinde prisen for det store arbejde, de gør hver dag, lyder det i en af de tre indstillinger, der er kommet af Bente Schjødt.

7. Kristin Assaad

  Foto: Johnni Isaksen

Kristin Assaad læser til daglig en kandidat i erhvervsjura. Det er en fuldtidsbeskæftigelse, men Kristin formår alligevel at drive to retshjælpsinstanser og foreningen Stud.jur.boosteren. Gennem Udlændingeretshjælpen og Iværksætterretshjælpen har hun og de øvrige frivillige hjulpet over 100 mennesker med juridisk rådgivning, og hun har derudover hjulpet ivrige iværksættere med at få deres forretning op at stå.

- Samlet set er Kristin årets nordjyde, da hun engagerer sig for andre, lyder det i indstillingen.

8. Annika Viborg Pedersen

  Foto: Johnni Isaksen

Den sidste nominerede til prisen er Annika Viborg Pedersen, der er ansat på Røde Kors Hjemmet i Løgstør. Her kommer Annika altid glad og smilende, og det er uanset, om hun skal bage kage eller brød, stå for bankospil eller aftenarrangementer. Annika kaster sig kort sagt ud i alle de opgaver, der følger med at være frivillig, og så går hun også den ekstra mil:

- Jeg var i jobafklaring under Annikas vinger, og jeg har så stor beundring for at hun “bare” gør sit job, nemlig at tage god hånd om beboerne, samt har energi og tid til også os i jobafklaring, personer fra sprogskolen samt mange andre, lyder det blandt andet i indstillingen af Annika, der altså er den sidste af de otte nominerede til prisen som Årets Nordjyde.

Har du fået købt billet til Årets Nordjyde? Gør det HER 

02:28 Luk video

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord