Kollerup ny erhvervsminister: - Det er ikke gået op for mig endnu

Foto: Karl Erik Lørup, TV Midtvest

I samarbejde med TV MIDTVEST

Det er endnu nærmest uvirkeligt for Simon Kollerup, at han er blevet udnævnt som erhvervsminister. Men det er en livsdrøm at få sådan en tjans.

Han er 33 år, socialdemokrat og thybo. Nu kan Simon Kollerup også skrive erhvervsminister på sit cv.

Det er sgu en livsdrøm. I virkeligheden tror jeg slet ikke, det er gået op for mig endnu. Jeg tror først, det er, når man sætter sig i kontorstolen, at man tænker hold nu kæft.

Erhvervsminister, Simon Kollerup

- Hvis ens følelser var et klaver, tror jeg, at vi har spillet på alle tangenter hele morgenen. Jeg er ekstremt glad, stolt og også rørt, for det er jo en livsdrøm, der peaker lige nu, og så kan man selvfølgelig godt blive lidt nervøs, for det er en stor opgave, man skal til at løfte, siger han til TV MIDTVEST.

Simon Kollerup har siddet på Christiansborg siden 2011. De seneste år har han mest af alt gjort sig bemærket som sit partis fiskeriordfører.

- Man kan ikke sådan drømme om at blive erhvervsminister på den måde, men når man går ind i politik, som jeg jo er gjort i en meget ung alder og har villet være med til at ændre samfundet, så er det at blive minister noget af det største, der kan ske.

- Det er dér, man er med til at have initiativretten, slå nogle bolde op ad banen, lave noget ny lovgivning og skabe et bedre Danmark, og det er sgu en livsdrøm. Derfor er det en vild dag. I virkeligheden tror jeg slet ikke, det er gået op for mig endnu. Jeg tror først, det er, når man sætter sig i kontorstolen, at man tænker hold nu kæft.

01:01 Luk video

Flere nyheder fra TV2 Nord