Politisk helikopter-glæde: - Det her er rigtig godt for Nordjylland

Foto: Arkiv

Uanset hvor politikerne inden dagens aftale havde håbet, at en nordjysk akutlægehelikopter ville lande, er de enige om, at det er en god løsning for Nordjylland.

Fredag faldt det endelig på plads: Nordjylland får Danmarks fjerde akutlægehelikopter, og efter længere tids diskussion om en placering blev det Saltum, der løb med æren af at skulle huse en fremtidig helikopterbase.

Samtidig beholder Skive sin akutlægehelikopter, og dermed kan Nordjylland blive dækket af to helikoptere.

Og det  vækker glæde i stort set alle nordjyske politiske lejre. 

Læs også Endelig aftale: Ny nordjysk akutlægehelikopter lander i Saltum

- Jeg er en rigtig glad mand. Det her er rigtig godt for Nordjylland, lyder det fra Per Larsen (K).

- Det bliver rigtig skønt at få en akutlægehelikopter i Vendsyssel, og synes, Saltum er godt udgangspunkt. Men jeg er allermest glad for, at helikopteren i Skive bliver, hvor den er, fordi den så kan blive ved med at flyve til Nordjylland også, uddyber Per Larsen.

Han har hele tiden holdt på, at helikopteren i Skive skulle blive netop dér i stedet for at blive flyttet til Herning, som Danske Regioner ellers havde foreslået.

- Jeg er ked af, at vi i Nordjylland ikke kunne stå bedre sammen i den sag og kæmpe for den bedste løsning for os. Men så er jeg bare så meget desto gladere for, at vi alligevel har fået den. Det er et drømmescenarie, siger Per Larsen.

Region vil følge helikopter tæt

Også regionsrådsformand Ulla Astman (S) er glad for den løsning, der er blevet fundet for akutlægehelikopterens placering.

- Jeg ser frem til, at vi i 2019 får en akutlægehelikopter, som for en del af Nordjylland kan betyde kortere transporttid til en traumeafdeling, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

- Det er vigtigt, at nordjyderne kommer til at opleve en reel forbedring, når helikopteren placeres i Saltum. Derfor hæfter jeg mig også ved, at der er lagt op til, at der fastholdes en helikopterbase i Skive, og jeg forudsætter, at den helikopter også vil have flyvninger til Nordjylland. Vi vil selvsagt følge aktiviteten tæt med henblik på at sikre, at alle dele af Region Nordjylland er godt dækket af den samlede akutlægehelikopter-ordning, siger Ulla Astman.

Ærgrer sig over 10 millioner kroner

Hos Dansk Folkeparti er glæden dog ikke helt uden skår. For partiet har længe og åbent kæmpet for, at akutlægehelikopteren skulle placeres i Sindal for bedre at kunne servicere Nordjyllands yderområder, hvor der er langt til et sygehus.

Vi er kommet et skridt nærmere lighed og nærhed i hele sundhedsvæsenet.

Ib Madsen, Dansk Folkeparti

- Vi er kommet et skridt nærmere lighed og nærhed i hele sundhedsvæsenet, siger Ib Madsen, gruppeformand for Dansk Folkeparti i regionsrådet i Region Nordjylland.

Dansk Folkeparti i Nordjylland foreslog at spare penge ved at placere den nye helikopter i allerede etablerede anlæg i Sindal Lufthavn. Det kunne ifølge partiets beregninger have frigivet 10 millioner kroner. Men Sindal blev altså vraget til fordel for en placering i Saltum.

- Derved havde vi sparet 10 millioner kroner, som kunne være brugt andre steder i sundhedsvæsenet, for eksempel på akutbiler. Nu må de øvrige partier så selv finde de 10 millioner kroner, som måske var til rådighed, da vi drøftede helikoptersagen i februar i år i forretningsudvalget, siger Ib Madsen.

Flere nyheder fra TV2 Nord